Jeg stod ved din Grav og saa paa din Kiste,
mens Afskeds-Salmen henover den klang,
og alt som Flokken med frejdig Sang
Lyset i Hjemmet deroppe priste,
mit Hjem i Mørke for mig sig viste.
Syg var jeg — min Flok blev tyndet og tyndet — —
en Bøn om Følge fra Læben lød;
men midt i Bønnen du Standsning bød:
„Vort Barn derhjemme paa Sygdoms-Hyndet!”
— Da skønnede jeg, at jeg havde syndet.
Og som saa ofte du atter mig lærte,
hvad Kraft der vokser af Kærligheds Bud.
Jeg syntes, du gav mig et Haandtryk: „Hold ud!”
Og som ved et Kys du dæmped min Smerte
og aandede Kræfter ind i mit Hjerte.
(1887)