Erindringsløs og rolig og alene
gaar jeg med Skuldren mod det tomme Rum,
og Byens tunge Lyde stiger dæmpet
og knuses hvidt og fint som Bølgeskum.
Jeg gaar paa Grænsen til det grænseløse,
blandt tavse Ting, men uden Haab og Frygt,
for aldrig har jeg været saa alene
og ingenting har været mig saa trygt.
Jeg bærer ingenting. En Hob Papirer
blev lagt i Bunke paa et blankslidt Bord
og aander Livet dér, saa er det fremmed
og skjult i Blækket om de glemte Ord.
Og der er ingen Angst og ingen Glæde
som skyder frem med Sne og Ild og Taarer
— det er en ny Forventning til det tomme,
et Verdensrum i mine spændte Aarer.
— — En Haandfuld Vers. Og Aarets fine Kulde.
De tomme Bænke. Og de stive Trær:
Forgrenet Mørke i en Vinterskumring
mod Sporvognslygters grønne Stjerneskær.
Og milevide Verdener omkring mig:
Et lejet Værelse, en Jord der ruller
med mine Kufferter, som staar parate.
Og Rummets lange Susen om min Skulder.