Har du set den første Svale,
hørt et blødt Fløjt af Stær,
aander gult Græs mod Solen
og er Solen mere nær?
Staar der Krokus i Haven
en Morgen, naar du gaar,
og tar Blæstens Hænder stille
og forsigtigt i dit Haar.
Er det allerede Foraar,
er Frosten forbi,
eller tvinger den de første
smaa aabne Munde i?
Paa Vejen, i et Landskab,
der er stort, lydt og hvidt,
staar Hjulsporets Vægge
som hugget i Granit.
Men et Skred i Muld, en Syngen,
en bevægende og blind,
er begyndt, og noget strømmer
og vil ud, og vil ind,
og mit Hjerte, der tav
som en syg Mand i sin Stol,
staar vendt igen mod Solen —
mod den hellige Sol.