Det Foraar var Feber og Kulde.
Skovens Taagebræm
skjulte en Ondskab som luende
skulde sprænge sig frem.
Han skulde værge og bære —
engang havde nogen kaldt,
en Vished var kommet til ham.
Og nu var det den som forfaldt.
Vi andre blev hadske og blege
— Mænd paa atten Aar,
Krigere uden Vaaben
og saarede uden Saar.
Men hvirvlende Byger af Angstvejr,
Haab, der forgik, forgik,
sled i hans Hjerte som Hunde,
traf ham som Feberstik.
Ingen Veje ud ...
Han mødte det Dag efter Dag
i Maskinernes jerngraa Lyde
og vore Ansigtsdrag.
Det stod som en Tordnen i Luften.
Støvlerne lød som Regn,
stridt og usaligt og graat
henover Vejen.
Hver Dag blev han jaget lidt mere,
Verden blev mere tom
og mere fuld af Død.
Indtil Forløsningen kom.
— — —
Han havde talt med Kristus.
»Tusindaarsriget skal komme.
Aaret af Hævn og Rædsel
er endelig omme.«
Hans Øjne blev mørke og lyse.
»Jeg bringer jer det I søgte.
I er fulde af Tvivl og Frygt.
Der er ikke mere at frygte!«
»I Dag har jeg kysset hans Fødder.
Frelseren vandrer i Staden.
Han lagde sin Haand paa min Pande.
Da sank jeg i Knæ paa Gaden.«
Een Gang — og paany bebudet:
Tusindaarsrigets Komme.
De troede ham ikke. Han skreg,
og de skinnende Øjne blev tomme.
De tog forsigtigt omkring ham
og følte hans Febers Varme.
Og saa var der rolige Mænd,
der greb om hans spinkle Arme.
Men hans spændte Krop var ustyrlig,
og han skreg med en fremmed Stemme.
Han kaldtes ved Navn af nogen,
da de tøjred hans Arme med Remme.
Var det Getsemane Have,
prisgivne Skumringssteder?
Han sparkede vildt, og de bandt
hans Ben med Remme af Læder.
Men han skreg, og han skreg igen,
og hans Øjne var kolde og tomme,
to blinkende Sprækker af Glas
— Tusindaarsrigets Komme.
Der holdt en Bil, og de bar ham.
Han vred sig, og Ansigtet brændte.
Saa hørtes en Staaldør smække,
og en Motor som dæmpet tændte.
Stille blev Bilsporet slettet
af Regn, der bar Duft af Vaar.
Det græd saa bittert om Huset
over Riget af tusind Aar.