Nede under Mulde,
glemt af Livets Kulde
hviles Slægt paa Slægt.
Lidelsers Vægt,
Solskinstiders Glæde,
de, som paa Hjerter træde,
og de, der trædes paa,
store og smaa,
de, som bad om Døden,
de, der i Aftenrøden
end tigged flere Aar:
alle saa hviles de under lige Kaar.
Hvorfor da lide,
haabe og stride?
Verden er den samme,
slukkes end Livets Flamme
for mig i denne Stund —
Blev end min Mund
stum for alle Tider,
fremad Verden skrider
foruden dens Ord —
«Blive til Jord
som Ormen eller Bladet,
er alt, hvad du har hadet
og elsket og kæmpet imod —»
— Det sukker Graven nede ved min Fod.