Fuglene hulke Godnat, Godnat
i det hviskende Krat.
Djukke-djuk, o, djuk-djuk
lille Alf, lille gyldenskære Skovlaktuk.
Laktuk hun staar med Længselsil
fra Lejets silkefnuggede Hvil,
hører i Mørket en Stemmes Suk:
hvide, hvide Alf, Gyldenlaktuk!
Se, maaneskinsblege Lemmers Dans
over Engens smaragdgrønne Glans,
smaa nøgne Fødder i tindrende Dug,
elskede lille Alf, kække Laktuk!
Langt fra dit Stængelslots Søjlehal,
under Ungbøgens Tjald,
risler en Kilde med dulgte Kluk
for dig, for ham — lyse Skovlaktuk!
Nattens Favnen er dragende skøn
dybt, dybt i Løn —
Bort paa dens vingede Strømme dig vug,
lille Alf, lille gyldenskære Skovlaktuk!