Der suser Hyld, der synger Fugl,
der syder Sol i hver en Vraa,
der aander Liv i Lys, i Skjul,
og Himlen blaaner, o, saa blaa,
og Luften dirrer varmemæt.
Ud over Engen er et Net
af gyldent Drys og grønne Lyn.
Og Lærken stiger højt op, højt
mod Himlens Tjæld.
Fra Skovens Bryn,
fra dybest Hæld
gaa tusind Fuglerøsters Fløjt —
Og Aaens Bølge, lind og varm
med lade Sprøjt
slaar om min Arm.
Og Tangen vinder blanke Baand
omkring min Haand,
der hænger hed
ned i de grønblaa Vande.
Den Skipper, som histude gled
vil han mon lande?
Nej — til Havs.
Og Hylden her, den er vist tavs,
dens Blade ingen Øjne har —
saa tror jeg, jeg vil dukke
i Vovens. Glimreglar — — —