Gamle Jens paa Bakken
sidder ved sin „Nadder“grød,
trodser Folkesnakken,
der fortalte han var død,
som en gammel, tjavset Ørn
visnetgraa i Koften
sidder han i Stolen
mellem Børn og Børnebørn.
Mat er Øjets Rude
rynket er den gule Kind,
mod den hvide Pude
er en Stund han blundet ind;
som en gammel visnet Eg,
der paa Natten venter,
hvor en Storm ham henter.
sidder han her gul og bleg.
Og han ser fra Stolen
Kæmpehøjens grønne Rund
ligger der i Solen,
fredet paa hans egen Grund,
skjult af Pil og Nøddekrat
— Slægt for Slægt har værget,
ham der her blev bjerget
i en længst forsvundet Nat.
Markens Rug og Hvede
bølger som et oprørt Hav
— laa han blot dernede
i den gamle Vikings Grav;
bedst at hvile hos sit Kuld,
kende Fjorden bruse
op mod Fædres Huse,
højlagt her i Slægtens Muld.