Søgelysets hvide Stribe
sitrer ud i Nattens Mørke
standser lidt ved Skibets Navn,
følger Lodsen, der forsigtig
kravler op ad Skibets Side
for at føre det i Havn.
Se! det Lys som langt derude
blinker, vinker glad i Møde
— det er Eventyrets By,
Maalet for de trange Dage,
for de lange Nætters Grublen,
som staar skarpt mod Natten Sky.
Som en stor og kær Familie
færdes Mænd og Kvinder sammen,
knyttet nær den korte Stund,
da de gled paa Oceanet,
hvor de samme tynde Planker
skilte dem fra Havets Bund.
Men i Morgen, naar de færdes
undnr „Broadways“ lyse Lnmper,
saa er Broderskabet glemt;
Maalet er da ens for alle —
fremad — frem mod Dollarstemplet,
hvor det gyldne Skind er gemt.
Hudsonflodens kolde Aande
hviler over Brooklyns Tage,
Vintren kommer streng og haard;
glemt i „bowerys“ mørke Klipper
kun et Nul bag andre Nuller
sulter Jens fra „Bakkegaard“.
Og han mindes Hjemmets lave
Længer gemt bag hvide Bakker,
hvor de snart vil fejre Jul;
nu er Julegrisen slagtet,
i en graa Decembermorgen
blev den ofret for sit Sul.
Gaasen hænger hvid og skoldet,
hilst af glade Barnemunde
som et ægte Julens Tegn
ak! hvor vilde han dog gerne
vandre ad de hvide Stier
langs med Markens Tjørnehegn.
Gerne lægge træt sit Hoved
i den hvide Granplantage,
dø med Julen i sin Favn
heller det end her at martres
lide selv og se de andre
knuses under Nød og Savn.