Nu kæmmer Haren sit løse Uld
i Tjørnehækken
bag Skolebækken
og Lærken venter sit første Kuld,
snart lyder Hyrdedrengens Skalmeje
og Pilen grønnes langs stille Veje.
Alt danser Viben i Mose og Eng
og hyler sin Klage,
imens dens Mage
i Plovmarksfuren har redt sin Seng,
og Kragen skræpper saa stygt i Hunger,
og venter paa Vibens hjemløse Unger.
Snart trækker Graagaasen højt over over Fjord,
dens bugtende Kile
gaar hundred af Mile,
og Maalet: en Indsø et Sted imod Nord;
og Barnet vaagner en Vaarnat forskrækket,
det kender Suset af Fugletrækket.
Et Brudetog drager mod Kirkens Dør,
og Lærken synger
langs Blomsterklynger,
mens Vinden favner et Brudeslør.
Med Højgaardens Søn saa trygt ved sin Side
holdt Kirsten sit Bryllup ved Foraarstide
Da smykker Kirsten sit gyldne Haar
med Myrthekransen,
og Brudedansen
med Lyst og Glæde i Storstuen gaar
snart Unge og Gamle i Tur og Kæde
en Dans med Bakkegaardsbruden vil træde.
Med Flag har man smykket Lade og Lo,
i lange Rækker
man Taflet dækker,
og Udmarkhusmanden spiser for to,
han vil ej for meget det Gæstebud miste,
han kom som den første og gik som den sidste.
Med alt det bedste hvad Gaarden formaar
er Bordet pyntet,
thi Gris har gryntet
for Slagterkniven, med Kalv og Faar;
snart brænder Glædens lystige Flamme,
og Skaaler drikkes i Godtøl og Dramme.
Nu taler Degnen i Guders Maal,
saa højt han sig løfter,
mens Kvinderne snøfter,
og Mændene vaagner ved Ordet »Skaal«,
saa rejser man sig fra de halvtømte Fade,
med glinsende Øjne, mætte og glade.