Jeg suser atter over nylagt Is,
og alle Hunde trækker kry og travle,
thi højt bag Fjældets gothisk bygte Gavle
har Maanen nytændt flænget Skyr og Dis
og ridset sin lyse Streg paa Himlens Tavle.
Mit Forspand elsker dette blege Skær,
der blinker i de frosne Iskolosser
og viser Vej om Vaage-Strøm og Skodser;
— i Mørketid gaar Rejsen træls og tvær,
da savnes det Humør, som Kulden trodser.
Men nu gør atter Maanen Rejsen let,
paa ben-skoet Slæde er det Fest at køre
det lange hvide Døgn i snefrit Føre,
hvid hvirvler Rimfrost af mit Aandedræt,
og hvidbrændt blir i Kulden Kind og Øre.
Men Blodet pulser varmt bag kuldskær Hud,
og jeg kan timevis henslængt paa Slæden
ligge med adspredt Sind og nyde Glæden,
blot ved at se mit Forspand halse ud,
og høre Isen knage fjernt som Skud.
Og naar jeg lukker Øjet, kan jeg se
mit Hjemlands tavse, istillagte Fjorde,
og da er det med ét, som blev jeg borte,
som sank jeg dybt i hjemlig Fryd og Vé,
saa dybt og blødt som i en Grav af Sne.
En Grav af Sne! — Men da blev alting koldt,
jeg vaagned op og fandt mig selv i Vandet,
Isen var bristet: Slæden, Hundespandet,
alt det, der havde mig min Drøm forvoldt,
sank dybt og blødt, — men Skaglerne de holdt.
Jeg var vist Graven nær og skreg Gevalt;
to Eskimoer, der fulgte, krøb som Bjørne
ad Isen og slog Remme om et Hjørne
af Slædesnuden og fik mig og alt
omsider halet ind — har de fortalt.
Forresten lo de. Og da vi drog bort,
og mine Klæder stivned straks i Kulden,
og baade Haand og Fod blev saar og svullen,
lo de igen. Jeg løb, som var det Sport,
og holdt mig varm de otte Mil til vort ...
Den glade Hedning, som bestandig ler,
han er i Livets Dyst altid fornøjet;
og hjemme, da jeg først kom af med Tøjet
og laa i Soveposens lune Fjer,
da lo jeg selv, — jeg fejled intet mer.
Ja, saadan er det: undflyet et Forlis
higer vi atter ud paa tynd-klædt Bølge,
evig og altid maa vort Kald vi følge,
Kaldet er Livets Dyst i Sol og Dis,
farefuld Vejen over nylagt Is.
— Jeg suser atter paa den blanke Fjord
ind under Fjældets gothisk bygte Gavle,
nytændt staar Maanens Streg paa Himlens Tavle,
og sølvhvidt gnistrer mine Slædespor,
og Verden er bare dette kolde Nord!