Jeg laa ude i Nat.Og hvor frøs jeg i Nat!
Der var ikke paa Fjældet det ringeste Læ,
og Fjældet var snevidt af Driver og Bræ.
Der var madtomt i Hulen og glubende Sult,
saa kørte jeg hen til et Køddepot,
men Vejret blev værre, end jeg havde troet.
Der blæste en fygende stiv Sydvest,
langsomt ad Kløften steg vi til Fjælds,
Foden blev træt, for Føret var træls.
Den gamle Eleng’uak fulgte mig tro,
syv Hunde trak Slæden med ingen Ting paa,
alligevel maatte vi begge gaa.
Ved Slædeopstanderne sled vi os frem,
stavred i Sneen til op over Knæ,
og Sne skød sig højt over Gængernes Træ.
Dagslyset svandt, og Knoget tog til,
nu sank vi i til midt paa vort Liv,
Skinddragten dampede og frøs stiv.
Hundene orked tilsidst ikke mer,
vi spændte dem fra, og de stak i Løb,
selv fulgte vi efter, stumled og krøb.
Sort var Natten, da vi naa’de frem,
aandeløst smed vi os ned bag en Sten,
som ikke gav ringeste Ly for Sneen.
Dèr laa vi en Time og hakked og skjalv,
Eleng’uak pressed sin Ryg tæt mod min.
Op gennem Kløften jog Uvejrets Hvin.
Da blev som en isnende Strøm mit Blod,
jeg svælged lidt raa-frossent Kød med Spæk,
Fingrene var ved at fryse væk.
Vi maatte nok helst gaa os varme igen:
fra Hvalros-Depotet tog hver sin Dragt
og slæbte det hjemad af al vor Magt.
Mandshøj laa Sneen, til Tops gik vor Vej,
Legemet damped, vor Aande blev kort;
i Mørket kom jeg fra Eleng’uak bort.
Men endelig, da jeg var Slæden nær,
var ogsaa min yderste Kraft udøst,
jeg faldt og blev liggende, kraftesløst.
Dèr laa jeg en Stund næsten uden Begreb,
saa vaagned jeg: aa, saa livstræt og kold.
Jeg tænkte: Nu gaar jeg Pokker i Vold!
Da fik jeg en latterlig Ynk med mig selv,
at jeg skulde ligge forkommen og dø
i den fygende Storm paa vor Fjældhule-Ø.
Før havde jeg troet mig saa gammel og klog;
nu syntes jeg ung, havde ingen Ting lært,
og Livet, jeg mistede, var mig saa kært.
Jeg sørged mig vred, jeg ærgred mig hed,
jeg tændte min Viljes hendøende Gnist
og naaed da ogsaa Slæden tilsidst.
Dèr saa’ jeg blandt Hundene, dybt føget til,
Eleng’uak ligge — en underlig Bylt.
Han sov og snorked, hans Bug var fyldt.
Som svimmel jeg gøs i min frosne Pels,
fik stukket mig under en Hundekrop,
hvor jeg døsede hen og tøede op.
Jeg drømte mig død paa det hvide Fjæld,
begravet af Sneen og sporløst gemt.
Ingen savned mig, jeg var glemt.
Da maatte mit Hjærte saa inderligt le:
»I slipper mig ikke saa bekvemt!«
Glad vaagned jeg. Tænderne hakkede slemt.
Men netop, som Dagen graaned i Øst,
tog Snestormen af og Kræfterne til:
— Det er svært at dø, naar man ikke vil!