I Dag har jeg haft en lille Sorg,
og her, hvor saa lidet sker,
har denne ringe Hændelse
bedrøvet mig endnu mer.
Min Yndlingshund er bleven dræbt
af en af de gamle Store,
bare fordi den løb og leged
og slet intet andet gjorde.
Den vidste ikke, at Tand for Tand
er Livets beskæmmende Lære
baade for Dyr og Mennesker,
om vi skal faa Lov til at være.
Min Yndlingshund var bare en Hvalp,
saa munter og uden Harm,
hver Morgen den krøb i min Sovepose
til et lykkeligt Blund i min Arm.
Dèr laa jeg og skærmed den som mit Barn
og kunde aldrig blive træt
af at stryge dens bløde Pels
og høre dens Aandedræt.
For jeg er jo bare et Menneske,
hvis Kærlighed ligger vaagen;
jeg længes efter at elske
og være god mod nogen.
Men her, hvor jeg intet Menneske har
at kysse med brændende Mund,
gav jeg af Hjærtet alle mine Kærtegn
til den tillidsfulde lille Hund.
Og nu er dine undrende Øjne lukt,
din Strube blev gennembidt.
— Ak, var du bleven ældre,
skulde tungere Smærter du lidt!
Ja, var du vokset dig stærk og stor,
vented dig megen Plage;
en stakkels trællende Slædehund
har ikke gode Dage ...
Men da de kom og mældte,
at min lille Hund var død,
blev der saa underligt stille,
dér, hvor mit Hjærte lød.
Da maatte jeg betvinge
en Graad, der vilde frembrudt,
da svor jeg over Morderen
en Hævn, jeg ikke har fortrudt.
Skaanselsløst tærskede jeg det Skarn,
hvis Tænder min Yndling traf;
hver Dyrebeskyttelsesdame
vilde skaffet mig Dyrplager-Straf.
Tæt til dens sammensnørede Gab
bandt jeg den lille døde,
— nu ligger den med sit Offer
bunden og uden Føde.
Min Yndlingshund var bare en Hvalp,
skabagtig kan Sorgen lyde,
men den, hvis Hjærte er ene,
véd, hvad en Hund kan betyde.
Og den, der kender Polarfærd,
véd, han var gaaet til Grunde,
om ikke han var bleven hjulpet
af sine trofaste Hunde.
Lønnen, han bød sin trællende Ven,
var Pisk og en kneben Føde
og saa en Kugle i Hjernen,
naar den næsten var kørt tildøde.
Og Hvalpen skulde i Vinter
trukket for Slæden tilbage,
— en stakkels trædende Grønlænderhund
har ikke gode Dage.
Men dyrebar er mig Hundene,
min daglige Kval og Fest,
og, som det gaar mellem Mennesker,
er den mistede altid bedst.
Og det er sandt, hvad en Digter har sagt,
— sikkert en klog gammel Fyr:
»Jo bedre jeg kender Mennesker,
des mer holder jeg af Dyr!«