Jeg tog mit Liv og saa’ det
Kapitel for Kapitel,
jeg kunde knapt forstaa det,
troede det var Digt.
Mit Navn, min Daad, min Titel
alt var modbydeligt.
Meget, jeg havde handlet
og altid troet forsvarligt,
blev nu som rent forvandlet,
tillagt hvert slet Motiv ...
Det er sjæle-sundhedsfarligt
at gennemgaa sit Liv.
Hvad er det vel for Love,
der raadet har min Bane? .
Tidt kan jeg ikke sove,
grubler mig forknyt.
Mon jeg som en Vejrhane
har hver en Vind adlydt? . .
I disse øde Nætter,
naar ikke jeg kan blunde,
og Fremtidsplaner trætter,
og vegt er mit Mod,
da flyder hver en Vunde
med gamle Sorgers Blod.
Da tænder Selvanklagen
hævngerrig Heksebaalet,
blodigt stryges til Kagen
mit falske Selvforsvar;
tilsidst Skarpretter-Staalet
hver Humbug blottet har.
— — Men disse øde Nætter,
Tak, at I blev mig givet:
Selverkendelsen letter,
nu har jeg set mig i Spejl
og gaar vel ud til Livet
klogere paa mine Fejl!