Over tungsindigt
dunkle Vande
flimrer i Natten
fortonede Rande
af drivende Fjældes
hvide Is,
der — som i en Drøm —
følger den fælles
mystiske Strøm
mod det stormfulde Hav
ud mod Forlis.
Jeg stod og tav.
Bare en eneste
Stjerne skinner:
Venus! Dens Sølv
med Vandene rinder.
O, mine Minder!
Stille, stille,
nu bygger de Bro
langt, langt bort,
Bølgerne spille
en glemt Akkord.
Aa, hvem der var to!
— Haand, hvor du knuger!
Sjæl, hvor du bæver!
Dybt inde ruger
en Sorg, et Savn,
jeg hvisker et Navn,
— min Længsel kræver
al min Besindelse ...
Hvor gaar din Færden,
elskede Kvinde?
Er jeg den Verden
af ondt og godt,
du slutter inde
nu som før.
Eller har du blot
med Selvovervindelse
stænget din Dør,
været mig tro?
Jeg grubler, spørger,
faar ikke Ro ...
— Jeg Taabe, som sørger,
jeg véd jo, jeg véd:
Længsel lider du.
Se, dér skrider du,
skøn i din Søgen,
uden Frygt
frem over Vandene
søvngænger-trygt,
jomfruelig, nøgen,
min Kærlighed!
O! At du vilde.
Tak! At du voved.
Stille, stille:
Stolt du hæver
dit lokkede Hoved,
dine Øjenlaage
lykkeligt bæver —
jeg ser som i Taage
dine kærlige Blikke
vemodige, milde ...
Stille!
Vaagn ikke, vaagn ikke,
saa glider du bort,
og Natten bliver
saa knugende sort ...
Det er, som jeg træder
hellige Steder,
hvor urørt Ynde
drømmende sover ...
Se, jeg breder
det blødeste Hynde,
vinker dig, beder,
lover, lover:
Nu skal vort Liv
fra Nyt begynde:
Bliv, bliv!
Ingen savner os,
Natten favner os.