jeg mærker din nærhed, o Herre —
jeg taler til dig, Herre,
uden frygt, for min sjæl
vakler mod dødens hvile —
er det der, du venter mig, Herre —?
og jeg vil gaa i dette nu,
saaledes, som jeg gik,
da min verdens elskede kaldte mig over havene;
er døden de tre skridt, som endnu mangler i,
at jeg hører din stemme, Herre —?
eller er dette mit liv en af Dine gerninger —?
er min sidste sluknende angst Din vilje fra det fjerne —
Herre, jeg spørger ikke for at udraabe,
at jeg kender dit sind —
Mægtige, dig spørger jeg,
fordi verden spænder mig i en klædning,
som aldrig var min —
Herre, er det Din —?
da gør mig anderledes —
nu er den undergang for min eneste vilje —
jeg mærker din nærhed, o Herre —
og døden hindrer ikke mere min længsels fod —
men vis din vilje, Herre —,
før mit øje er blindet af en vind,
som aldrig var min —,
og jeg maa leve uden at ane dit blik,
omend i den fjerneste time —
og Herre, Herre,
jeg ængstes for de dræbende mil,
du har lagt imellem disse timer,
hvor jeg mærker din nærhed —
o, Herre, jeg taler til dig uden frygt,
men ikke der — der vil jeg ikke dø —
da affører jeg mig hellere denne fremmede dragt og
gaar under —
Herre, er det din vilje —?
Herre, din nærhed er tavs, som jeg —