goldhedens busk paa
tørkens bjærg
venter intet,
staar ublufærdig
tom —
naar Herrens Dag kommer,
og tusind svaner løfter
forhænget
fra de evige haver,
skal en due æde
modne bær af busken
paa tørkens bjærg —,
og en vind skal spille:
altid, altid
har disse bær fuldmodne
ventet denne dag,
at lovprise fra
tørkens bjærg
Hans Dag —