jeg er stigende
dufttaager fra en
krybende natblomst —
violette taager findes
ikke om dagen,
vinder ingen tro
i dagens gennemsigtige
liv —
derfor: kom
ikke ind mod
duftbasunens hviskemund
aandelæber —
kom ikke
nær —
hvad for mig
er nattens hellige
have
med levende luft
med tusind sprog
og intet ord
og en elskov saa
blodig at du vilde
se sten og
ingen elskov —,
nattens hellige have
er for dig
døden, du
komiske —
men saalænge
millionerne ængstes
og ikke hvisker:
se, derfra —,
derfra, hvor synet
er adgangsforment —,
derfra skal
frælserhyacinten lang-
somt skyde —
fra bølgende muld
skal allerede
løget hviske:
alt lever og
klæder er had —
saalænge mennesker
ængstes,
skal døden være
deres eneste lille
smykke —
og naar ingen mere
ængstes, først
da skal mørkets
formede farver bruse,
og vækstens
brænding sløjfe
dagens kyst —
stængler skal stige
med tusind
bannerblade, med
ødslende magt,
med overvældende
rigdom fra
nattens
staallukkede have,
og frøet skal
falde som en
fremmed sol:
fortærende
kraftgydende
evighedslovende:
Et Nyt Liv
til enhver, der
ikke ængstes, at
tage eet skridt —
nattens have er
aaben —
portene venter —
hvert blad skælver:
Kom Længe Ventede
Kærlighed, Alt
Lever, Og Blot Klæder Er
Had —, o kom Du,
som jeg Altid har
Elsket og Altid vil
Elske i jublende Evighed —
og JEG
natluft, o jeg favner dig —
min ryg er
blodig af evig
elskov —
i nattens lukkede
have venter
jeg millionerne —