dronningen af den
gule stjernes
lange rige
havde elskere, der
græd i blege
tørre nætter —
Hun havde sat dem
i den jagende
elskovs bur, uden
at give dem
føde — og de brændte
efter det
gyldne bækken, som de
altid altid
saa —
og dronningen, dronningen?
? ? ?
hver morgen stod
Hun dybt i sin
knitrende ensomheds
straalesal og
ventede at se alle
alle sine elskere
komme i sig —
for den dejlige
vægt af sin spidse
krone havde Hun helt
glemt, at alle
alle hendes elskere
var brændt til
mindre end penges værd,
borte, hvor Hun ikke
turde aabne —
— — —
i foraaret, da
prinsen af
den blaa maanes
vældige rige kom
til dronningen
af den gule stjerne,
hviskede Hun dejligt:
jeg har glemt døren
til denne store
længsel —
men da de var
alene,
saa prinsens
langsomme
hersker-elskerøje, at
en koralrød
slange havde vokset
sig lang og vild
paa dronningens gyldne
hofte og med
Hendes spidse krone
om sin hals —
dronningens klæder lo —
dronningen havde
ikke een taare, og bød
prinsen med smil
sin kammerpiges dragt —
dronningen havde
ikke en taare, og
prinsen tænkte paa sin
blaa sol og
dræbte dronningen,
gav føde til Hendes elskere,
og brændte hele
det lange rige af
den gule stjerne —
og gennem den lukkede
dør til dronningens
lille længsel, dér
gled den koralrøde slange —
og dér sover den,
med intet uden skæl,
som dronningens
eneste drøm —
og over det brændte
rige steg maanen
hed og blaa som
kærlighedens og Guds
aande —
foraar — foraar —