som nyfødte børns fødder
er jeres øjne under længselen —
gaa —!
gaa —!
langs de underligt talende floder,
som føder skovene
og fylder dem med svar —
o, skovene,
der kryster floderne
som lyttende melankolske slanger —,
og trækker himlen ned over sig
med døve urokkelige arme —
gaa —!
maaske finder i der
en vældig kvinde
med herlige syngende fødder
og hvide øjne —
eller
bjærge af sovende mænd
med røde brændende sanser
imellem sig som baal —
eller
rædselsgrebne børn
med ansigter af haardtbrændt ler —,
og hænderne knugende om smaa plettede sten —
eller i finder
den fede gud,
hvis taarer hamrer syndflodsglæde
mod sumpplanters haarde blade —,
hvis smaa øjne smiler,
mens taarerne trommer som fortvivlede tænder
hurtigere og hurtigere —
gaa —!
altid finder i noget —
(ikke helbredelsen —)
ser i ikke, at jeres sygdom
er større end alle andre —
o, mange er i —,
i, som har smitten —
gaa —,
og giv jeres uendelige uro over jorden,
altid finder i noget —