ikke den tanke,
at jeg endnu gaar paa stien —
at jeg endnu har den trygge bjærgvæg
ved min side —
at der gror blomster —
og at græsset dæmper skridtets haardhed —
at klippen udstraaler solens varme —
men
det, at jeg ved,
at jeg kan træde fejl —
at der er en afgrund —
at jeg maa gaa sikkert,
og at bjærgvæggen ved min side
rykker nærmere kanten, jo længere jeg naar —
at stien bliver haardere,
og skærverne skarpere —
at græsset blir gult,
naar jeg kommer nær solen.