han vaklede
og jeg fangede hans øjne —
aah som vidunderlig tavse
hjælpeløse fuglehjærter var de
med den store smertes kraft,
som er kunsten,
straalende i et blankt hav —
o svagheden greb mig som en storm
og jeg slog —
en nat, hvor een lampe
samlede al ensomhed,
sprængtes frugten
og hans liv stormede ud i toner
og tvang himlen til graad —
og jeg bed i min tunge
afmægtig —
o, far
to hvide fugle
vogter godheden i min sjæl
med uovervindelig hellighed —:
dine hænder —