det var ikke gud —
hænderne legede
som børn i vejstøvet,
og hans øjne flagrede som hvide sommerfugle —
og han hviskede —:
hvorfor gemmer i jeres drømme —?
hvorfor bærer i ansigter foran jeres drømme —?
i solen skulde i lægge dem —
i vinden skulde i brede dem ud —,
paa vejene skulde i gaa nøgne under jeres drømme,
at i kunde blive skønne, som de —
ikke med jeres øjne skulde i elske,
ikke gennem haardt glas skulde i se trolddommen —
ikke gennem firkantede smil skulde skønheden sive ud
og blive ædende draaber —
hvorfor gør i krigere af jeres hænder,
vogtere af jeres smil —?
og hans øjne flagrede,
og han talte —:
o, at se hver enkelt drage ud
med sine drømme i oprakte hænder —,
syngende mod solen og stormen —:
elskede, her er alle mine drømme —,
tag-!
ve — ve over angsten —
ve — ve over angsten —
ikke lysten i jeres vagtsomme øjne
skulde i skænke jeres elskede —,
ikke viden, dryppet ud i smil —
se jeres underlige længselsfulde hænder —
fyld jeres hænder med følsomhed —,
og gaa til jeres elskede —,
og sig —:
her er alle mine drømme —,
tag-!