Siig mig, venlige Aand! du, som fra Skyggernes Rige
Stiger i morgenrød Glands frem for mit undrende Syn,
Du, som i ætherblaat Svøb, med Lilier og Roser omkrandset,
Bortjager Taagernes Mulm fra mit forklarede Blik:
Siig, hvor kommer du fra? hvad bringer dig hid til et Hierte,
Som i sit svindende Liv slaaer kun sygelig mat?
Hvorfra det herlige Lys, der straaler saa huldt mig i Møde,
Vækker til gienfødt Kraft atter den modløse Siæl? —
Ja, jeg kiender dig nu, da blidt fortroligt du rækker
Her en mindende Blomst mig af din duftende Krands;
Rosenknoppen du byder mig, spæd og lidet kun udfoldet,
Tornefuld seer jeg dens Stilk, tidlig af Stormene brudt.
Hvor har du giemt den saa trygt, at end det rødmende Bæger
Sender mig liflige Duft, ret som du plukked den nys? —
Sødt tilsmiler du mig, jeg kiender, livsalige Engel!
Dig, som i tidlige Aar vogtede kierligt mit Liv.
Ak! for hastig du svandt, og eensom stod jeg tilbage,
Vaarens og Ungdommens Lyst flyede for evig min Barm.
Men, o flygtede Aand, hvad førte dig hid i min Nærhed?
Hvilken Guddom ved dig vakte mit døende Haab? —
Dog, hvi spørger jeg Daare! seer hist jeg ikke i Østens
Luende Morgensky Eos Roserne strøe,
Og deres Purpurglands den festlige Dag at bebude,
Som Dione har selv viet i Gratiers Chor? —
Glædens tryllende Lyd fra det Fierne naaer til mit Øre,
Og, som en sielden Giæst, selv den opfylder mit Sind.
Thi fra den signede Dag, der lyser til Held for de Elskte,
Sænkte en Straale sig huldt ned i min ængstede Barm,
Vakte Livet paa ny, og kaldte mig Haabet tilbage,
Ungdoms visnede Blomst spirede underfuldt frem,
Tryllede atter mit Syn med dens friske, livfulde Farver,
Som naar i Skyen vi see Iris i syvfoldig Glands;
Og bag det natlige Mulm, der rugede trindt om mit Indre,
Fremsteg Aurora paa ny, varslende heldige Dag. —
Men i mit Hiertes Dyb dog blev den ængstende Vished:
Skiebnen har kastet min Lod — kort er den tryllende Drøm!
Snart den blomstrende Pragt, snart Vaarens yndige Rose,
Som nu henrykker mit Blik, segner for umilde Storm;
Snart vil min Genius flye, og Livets herlige Syner,
Som han mig gunstig har viist, svinde med Morgenens Glands.
Thi vil jeg skynde mig flux, imedens det end mig forundes
Rosen at bryde, som her Glæden mig venlig har rakt;
At jeg kan nærme mig dog med min stille hyldende Offring
Hiin lyksalige Kreds, som du bestraaler, o Dag!
Som dig hilser saa ømt, og hvor Hierternes hellige Kiæde
Snoer om Louises Navn Kierligheds evige Krands.
Ja, jeg seer den, hvor skiøn den blusser i yndige Farver,
Og hvor livligt hvert Blad tolker de Elskendes Sind.
Rosens Purpur med Liliens Snee er sødt sammensmeltet,
Barnlig Uskyld saa fromt tyder den spæde Viol;
Hyacinthens de himmelblaa Klokker blandt hvide Syringer,
Ædel Fromhed og reen Kierligheds hellige Fryd;
Og hvo nævner dem alle, de evigduftende Blomster,
Som i den herlige Krands smilende flette sig ind? —
Frygtsom nærmer jeg mig det festligt smykkede Tempel,
Som i den høie Natur huuslig Glæde har reist,
Hvor i den grønne Sal under Himlens evige Hvælving
Brænder den Alterild, kierlige Hierter har tændt:
Der jeg vover min eneste Offergave at bringe,
Værdig, o Ædle! den Løn, huldt at bemærkes af dig.
Ingen Evighedsblomst, ei Digterens prægtige Rose
Kan jeg flette dig glad i din festlige Krands.
Kun den stille Kiærminde, som bly i Græsset sig dølger,
Men i det trofaste Sind blomstrer hellig og reen,
Vidner med Stiernens Guld i det Blaae om evig Erindrings
Høie, himmelske Lyst, hvor den i Hiertet er giemt:
Sender jeg tillidsfuld i Dag fra eensomme Fierne,
At den maa qvæges paa ny hist ved det yndigste Blik;
Slynge sig fromt og beskedent i Offerkrandsen, dig Alle,
Som dit Hierte har seet, flette med kierligt Sind;
Og naar den ydmyge Blomst blandt skiønnere venligt du taaler,
Tolke hvad dybt i min Siæl hellig Agtelse skrev,
C. Molbech.