Ifald du er mig huld, da vil du siden
Forundret sige vist, engang ad Aare:
»Hvi led du slig en Angst og Tvivl, du Daare?
Jeg elsked dig jo lønlig hele Tiden.«
Vaar spirer kun igjennem Vinterstriden;
Den gamle Jord maa døe, før Himlens Taare
Kan vække nye Roser af dens Baare;
Alt Skjønt og Herligt fødes gjennem Liden;
Og skjønt og herligt er det Barn af Smerte,
Min Sjæl har født, Guldbarnet af mit Hjerte,
Der mod dig rækker sine Hænder spæde.
Min Sorg og Angst har luttret det for Brøde,
Og jeg har kjøbt dets Smiil ved selv at bøde;
Tag det, og lad det voxe til din Glæde!