Naturaanderne
Ved H. C. Ørsteds Død.
Ved H. C. Ørsteds Død.
I Jordens Midtpunkt dybest inde,
Hvor Bjergets Rødder dybt sig snoe,
Hvor Sol og Maane aldrig skinne,
Og ingen Stjerneblomster groe;
Ved Kilden af de stille Floder,
Som Storm og Bølge har forladt,
Der sidder Altings høie Moder,
Den tause, tættilslørte Nat.
Og rundtomkring til alle Sider
Der strækker sig en Have stor,
Hvor Blomsten fra de svundne Tider,
Til Steen forvandlet, staaer i Flor;
Hvor Skove groe, hvis Navn er svundet,
Som aldrig skifte Løvets Dragt,
Hvor Fugle boe, hvis Røst er bundet,
Og Mammuthsdyret holder Vagt.
Og rundtomkring til alle Sider
Er der saa dunkelt og saa tyst,
Som paa den stille Baad, der glider
Med Skyggerne til Dødens Kyst.
Der er ei Klang af Sommervinde,
Der er ei Lyd af Vinterblæst,
Og sjelden Gjenlyd gav derinde
Et Fodtrin af en fremmed Gjæst.
Der sidder Altings høie Moder,
Den tause, tættilslørte Nat,
Ved Kilden af de stille Floder,
Som Storm og Bølge har forladt.
Men rundtom hendes Throne stander
En Skare Kæmper stolt paa Vagt,
Med Hjelme paa de stærke Pander,
Og Pandser over Brystet lagt.
Hver af dem staaer, som var han lænket
Til egne Tankers dybe Grund,
Med Hovedet mod Brystet sænket,
Med Øiet lukt og lydløs Mund;
Hver af dem staaer, som om han venter,
Frembøiet over Landsens Skaft:
Det er den Slægt af Elementer,
Som danner Livets skjulte Kraft.
Det er den Kreds af stærke Aander,
Som flytter Foden uden Gang,
Som i Naturens Suk sig vaander,
Og jubler i dens Frydesang;
Det er den Hær af dybe Gaader,
Forbundne ved en enig Pagt,
Som ikkun Han tilfulde raader,
Der over Liv og Død har Magt.
I Jordens Midtpunkt dybest inde,
Hvorhen ei Sol og Stjerner naae,
Der staae de, medens Slægter svinde
Og fødes og igjen forgaae.
Der staae de, medens Tiden stunder
Foroven som en rastløs Elv;
Hver af dem paa sit Væsen grunder,
Hver af dem hviler i sig selv.
Og rundtomkring til alle Sider
Er der saa dunkelt og saa tyst,
Som paa den stille Baad, der glider
Med Skyggerne til Dødens Kyst.
Paa engang høres der et Bulder,
Malmporten springer op med Gny,
En Gjenlyd gjennem Bjerget ruller,
Det glimter som fra Tordensky.
Da Larmen hendøer i det Fjerne,
Der høres Lyd af faste Trin,
Og klart og roligt, som en Stjerne,
Et Lys i Dybet trænger ind.
En Mand igjennem Hallen skrider
Alene, med besindig Aand,
Han seer sig om til alle Sider,
Og holder Lampen høit i Haand.
Han vandrer mod den dybe Zone,
Han seer de stærke Aanders Hær,
Han nærmer sig til Nattens Throne,
Da vaagner hun ved Lampens Skjær.
Hun slaaer det sorte Slør fra Panden,
Og seer med streng, alvorlig Hu,
Forundret fast, paa Vandringsmanden,
Og siger til ham: hvo er du?
»En Mand, der søger Livets Gaade
Ved Dag og Nat, foruden Rist;
Jeg spurgte høit: hvo kan den raade?
Da svared Bladet: spørg min Kvist.
Men Kvisten svared: spørg min Stamme;
Og Stammen svared: spørg min Rod;
Og Roden svared: spørg den Flamme,
Som varmer Jorden om min Fod.
»Og ad de skjulte Kræfters Stige
Jeg vandred ned, fra Trin til Trin;
Men Ingen kunde Ordet sige
Der bragte Hvile til mit Sind.
Nu staaer jeg her, hvor Stigen ender,
Med Granskerlampen i min Haand,
Og byder dig, som Alting kjender,
I Kraft af den: oplys min Aand!«
Da peger Natten, høi og stille,
Hen hvor de tause Kæmper staae;
Hun siger: »Skee dig, som du vilde!
Een Gaade skal du opløst faae.
Til rette Tid kun tør jeg kalde
Paa hver især bag Klippens Tag;
Thi naar engang de løses alle,
Da er det Verdens sidste Dag.«
Et Navn hun nævner tyst og kalder;
Da vaagner brat en Kæmpe stærk,
Iført en Klædning af Metaller,
Og rasler med sin Pandsersærk.
Hun løfter Haanden op og vinker,
Han staaer der alt, skjøndt ei han gik;
En selsom, blaalig Glands der blinker,
Som Lynildflammer, i hans Blik.
»Du, som ved Sommersolhverv leger
Bag Tordenskyen tung og graa,
Du, som i Vinternatten peger
Mod Nordens Stjerne blank og blaa;
Du, som paa flygtig Ganger farer
I et Sekund omkring vor Jord,
Og dog i alt det Skabtes Skarer
Som Længsel efter Hvile boer!«
»Ei meer du som en dunkel Bølge
Skal gjennem Livet gaae i Løn,
Din Tid er kommen, du skal følge
Til Jorden op med Jordens Søn.
Hvad dine Kræfter dybest gjemme,
Skal du fortolke denne Mand,
Og bære Lyden af hans Stemme,
Og Glimtet af hans Lys om Land.«
Saa taler hun, og Aanden lyder;
Mod Loftet støder han sit Spær,
Og flux igjennem Revnen bryder
Nordstjernens vinterklare Skjær.
Han løfter Manden paa sin Skulder,
Og svinder gjennem Kløftens Dør;
For Nattens Aasyn Sløret ruller,
Og stille bliver Alt, som før.
En Tid der gaaer; i Mulmet svinder
Hver Time som den Draabe hen,
Der sporløs gjennem Sandet rinder —
Da vender Aanden hjem igjen.
Med ham igjennem Jord en Tone
Som Psalmesange lyder klart,
Da vaagner Natten paa sin Throne:
»Hvi kommer du igjen saa snart?«
»Ei snart, han svarer, efter Tiden,
Hvis Klokke hist i Verden lød;
Een Slægt har baaret Blomster siden,
Og een er visnet hen og død.« —
»»Har du forladt den Mand, jeg kaared
Til dine Kræfters høie Tolk?«« —
»Han bliver nu til Jorden baaret
Med Suk og Taarer af et Folk.«
»De fjerne Toner, du kan høre,
Er deres stille Klagesang,
Nu har de lukket Dødens Døre
Og seet hans Ansigt sidste Gang.« —
»»Og fik du opfyldt hvad du skulde,
Var ikke Tidens Maal for kort?«« —
»Hans Tankes Skaaler vare fulde,
Da Døden kom og tog ham bort.«
»Jeg lærte ham mit Væsens Kræfter,
Han lærte Verden dem igjen,
Saa fjernest Fremtid høster efter
Det Sædekorn, han lagde hen.
En Gjenlyd af hans Navn har runget
Fra Bjerg og Dal og Bølgers Mund,
Og med hans Hæder har jeg svunget
Mig rundtom Jord i et Sekund.«
»Jeg tog ham med, hvor Skyen føder
Udaf sin Lænd det blege Lyn,
Da spurgte han, hvi Solen gløder
Og Stjernen bæver for vort Syn;
Jeg viste ham, hvordan jeg peger
Bestandig imod Nordens Pol,
Da spurgte han, hvad der bevæger
En Plante mod den lyse Sol.«
»Hans Tanker bleve fleer og flere,
Saa Intet mætted deres Mund,
Hans Vinger voxed meer og mere
Og løfted ham fra Jordens Grund;
Tilsidst jeg mægted ei at følge,
Da folded han dem eensomt ud;
Som Svanen flyver over Bølge,
Fløi han i Himlen ind til Gud.«
»Har jeg min Idræt opfyldt trolig?
Til Hvile stunder dybt mit Sind.« —
»»Det har du, svarer Natten rolig,
Thi Jorden seer, som før var blind.
Gak hen og hvil dig, løste Gaade!
Din Magt tilhører Verden nu:
Men han, som lærte dig at raade,
Veed mere nu end den og du.««
Saa taler hun, den høie Kvinde,
Og ruller atter ned sit Slør,
Og stille bliver Alt derinde
Bag Bjergets Hvælving nu, som før.
I Kreds af Livets Elementer
Hun sidder i den tause Hal,
Med Haanden under Kind og venter,
Til Porten atter aabnes skal.
Thi Fleer end Een skal endnu stige
Med Lampen i sin Haand derned,
Og lyse op det dunkle Rige,
Men naar det bliver, Ingen veed.
Een efter een skal Natten kalde
Paa Kæmperne bag Klippens Tag;
Men naar hun vækket har dem alle,
Da er det Verdens sidste Dag.