Der er en Gud
1848.
1848.
Der er en Gud, som over Danmark vaager!
Modløs jeg sad og støtted Haand til Kind,
Og stirred ud i Tidens mørke Taager.
Jeg hørte Lyden af en Hvirvelvind,
Som knusende foer frem igjennem Lande;
Ældgamle Træer knækkedes i Skoven,
Og vildt for Stormen fløi det visne Løv;
Høit brølende mod hver en Strand slog Voven,
Og gjennem Skyer af det reiste Støv
Rødt lyste Borgerkrigens Baal og Brande.
Jeg saae en Engel flyve over Jorden,
Udfoldende sit store Vingepar!
Hvor han drog frem, der fødtes Lyn og Torden,
Og Luftens Strømme rysted, der ham bar,
Naar susende han slog sin stærke Vinge.
Og under ham sært blandede sig Jammer
Med Jubelraab, høi Lyst med Skræk og Død;
Jeg saae, at stolte Slotte stod i Flammer
Og maled Tordenskyens Vinge rød,
Jeg hørte Vaabenlarm og Klokker ringe.
Mit fagre Fødeland laa stille længe.
Nylig var smeltet Vintersneens Slør,
Og Græs og Blomster dukked op af Enge,
Og Solen skinned — Alting var som før,
Men Jorden aanded tungt dog som i Drømme.
Da stævned Englen, svøbt i Taagekrandse,
Op mod vor skjønne, fredelige Kyst;
Hans Blik var Lyn, sin blodigrøde Landse
Han stødte dybt i Folkebølgens Bryst,
Saa Havet skiltes ad i tvende Strømme.
Høit taarnede sig op de deelte Vande,
Og Bølge fjendtlig imod Bølge stod,
Da vandred Englen mellem begge Strande
Og saaede Tvedragtssæden for sin Fod,
Det Korn, der gjødes kun med blodig Væde.
Men gjennem Hvirvelvindens vilde Stemmer
Og gjennem Havets Brølen under Kyst
Lød der et sagte Suk, jeg aldrig glemmer;
Det var, som kom det fra en Moders Bryst,
Det var, som om jeg hørte Danmark græde.
Taus bøiede mit Hoved jeg i Kummer,
Liig En, der ikke Raad og Frelse veed,
Og ønsked blot mig, at til Gravens Slummer
Alt glemmende jeg maatte synke ned,
Før Valens Dødsskrig naaede til mit Øre.
Da slog et Lyn ned i min Sjæl fra Himlen.
Ret som et Solglimt paa en skyfuld Dag
Det kasted Lys udover Tankevrimlen,
Og høiere end Storm og Bølgers Brag
En mægtig Stemmes Klang jeg kunde høre:
»Der er en Gud, som over Danmark vaager!
Reis dig, du svage Mand! til kraftig Daad,
Og løft din Pande over Tvivlens Taager!
Du kjender ei Guds hemmelige Raad,
Men du skal troe, at Alting er hans Villie.
Han, som har bygt dit Fødeland i Søen
Og høit velsignet det fra Aar til Aar,
Han, som med Korn og Blomst har smykket Øen,
Og ladet Skoven grønnes hver en Vaar,
Han vaager endnu over Danmarks Tilie.«
»Den Gud, som i de længst fremfarne Dage
Bød Strømmen skilles i det røde Hav,
Og lod med Frelse sine Stridsmænd drage,
Mens over Fjenderne slog Bølgens Grav,
Og lyste for de Frelste gjennem Lande:
Den gamle Gud er ikke død, hans Throne
Staaer endnu hist, høit over Verdens Larm;
Hvad han har skilt, han mægter at forsone,
Og naar han rækker ud sin stærke Arm,
Da samle sig igjen de deelte Vande.«
»Naar han det vil, de vilde Bølger synke
Med Jublen til hinandens Bryst paany,
I Folkehavet glattes ud hver Rynke,
Og klart og dybt det hviler under Sky;
Da lyser han til Fred og Frihed Landet.
Vee dem, der vilde Tvedragts Udsæd høste!
Vee over Danmarks Fjender i den Stund!
Paa dem skal Bølgen styrte ned, den løste,
Og deres Grav skal vorde Havets Bund,
Og deres Navn til evig Tid forbandet!«
Og Stemmen taug. Igjen jeg hørte Voven
Og Hvirvelvindens Suus og Lynets Slag;
Men i min Sjæl var nu en Kraft fraoven
Til mandig Daad; jeg saae en solklar Dag
Fjernt lyse gjennem Tidens mørke Taager.
Velan! kan Freds og Friheds hvide Lilie
Kun af en blodigfarvet Jordbund groe,
Saa vil jeg bøie mig for Herrens Villie
Og drage Sværdet med den faste Tro:
Der er en Gud, som over Danmark vaager.