Hvad er vort Liv? En Skov, af Torne flettet;
Kun hist og her en Sangfugls Stemme kalder,
Faa Roser findes der, og sparsomt falder
Et enkelt Lysglimt gjennem Slyngenettet.
Er Haanden saaret end og Foden trættet,
Man tør ei staae: Afsted, afsted! det gjalder;
Man skal igjennem disse mørke Haller,
Før bliver ikke Vandringsbyrden lettet.
Blandt Tornene har tidt din skarpe Tanke
Gjort ryddeligt, som Hug af Øxer blanke;
Til Gjengjeld har vel stundom jeg foroven
Viist dig et Glimt af Stjernerne, de blide.
Lad os gaae trofast ved hinandens Side!
Engang, vil Gud, lysner det vel i Skoven.