I, som har vandret sammen
Fra Morgenklokken klang,
Trofast i Sorg og Gammen,
Ad Livets Tornevang!
I, som den Lykke finge,
At sidde mildt i Fred,
Mens Aftnens Klokker ringe,
Og Solen synker ned!
I, som til Gyldenaaret
Bevared Hjertets Guld,
Og under Sølverhaaret
En Sjæl af Ungdom fuld!
Lyt til en venlig Stemme
Alt fra de Unges Bryst —
Mens Mindets Skat I gjemme,
Har vi kun Haabets Lyst.
Haab glimrer i det Fjerne
Og svinder tidt igjen,
Men Mindets Aftenstjerne,
Den er en fuldtro Ven;
Den lyser op de Steder,
Man fordum gik forbi,
Saa frigjort Tanken træder
Igjen sin Glædessti.
I Mindets Straaler milde
Opstaaer hver Idræt smukt,
Og hvad man trofast vilde,
Det bærer der sin Frugt.
Imellem Haab og Minde
Henrinder Livets Elv —
Held os, om der vi finde,
Som I, engang os selv!
Held os, om da vi stande,
Som I, med kjærligt Sind
Og med en skyfri Pande
I Aftensolens Skin;
Bagved, i Dæmringsfreden,
Den lange Vei vi gik,
Men foran Evigheden
Med dybe Stjerneblik!