I.
Hans Haar er hvidt, ei Vintersnee
Har voldt det, men en Frost af Vee.
Hans Kind er bleg, ei Tidens Fod
Den fured, men en Taareflod.
Hans Mund er lukt; hvor Smilet sad,
Der blomstrer Kummers Malurtsblad,
Og i hans Pandes Rynkeskrift
Staaer Sagn om Sorgernes Bedrift.
Men Ingen veed, hvad han har lidt;
Thi samme Stund, han Pilen fik,
Saa vendte han sig stolt og gik
I Skoven ind med langsomt Skridt,
Krondyret liig, der blodig, mat
Sig fjæler i det dunkle Krat.
Hvordan han sine Smerter bar,
Om der gik lang Tid eller kort,
Forinden Saarets aabne Mund
Blev til et taust, tillukket Ar:
Det veed kun Skovens brune Hjort,
Og Fugl paa Green og Blomst i Lund,
Det veed kun Sø og dyben Elv,
Og Gud i Himlen og han selv.
Med opreist Pande, korslagt Arm,
Forlod han Verdens Landevei;
Han havde taalt den skarpe Harm,
Men Lægedommen led han ei.
Thi saadan er det Verdens Skik,
Først saarer den med giftig Braad,
Saa kommer den med Suk og Graad
Og Medynks vamle Lædskedrik.
Men hvo der stolt, med lukket Mund,
Forsmaaer det lunkne Taarebad,
Og seer sin Sorg i Øiets Grund,
Ham lægger den for Spot og Had.
Dog Spot og Latter, Hadets Ord
Har ingen Magt, der hvor han boer,
De vrede Tungers Hvirvelvind
Naaer ikke til hans Fristed ind:
Thi han har slaget op sin Bo
I Hjertet af den dybe Ro,
Hvor hver en borget Dragt af Støv
Brat falder af som vissent Løv,
Hvor Sjælen ene, nøgen staaer,
Og væver sig af Kummers Traad,
Med Islæt af den stille Graad,
En bedre Dragt, som ei forgaaer.
Han boer i Eensomhedens Skov
Og hviler sig ved Tankens Elv,
Han hører Lyd af Regn og Blæst,
Men aldrig Trin af fremmed Gjæst;
Thi Verden gyser for den Lov,
Som hersker der: at see sig selv.
Hans Venner, det er Hjort og Hind,
Det grønne Blad, den lette Vind,
Skovduen og den vilde Ørn,
Hvert Kildevæld, hver Rosentjørn.
Dem kjender han, til dem betroer
Han tidt i Løn sin Smertes Ord;
Og bliver Byrden ham for svær,
Saa hjælper Himlens Stjernehær
Ham trofast med at bære den,
Som Vennen hjælper Ven igjen.
Thi slig en lys og herlig Magt
Er i den stille Stjerne lagt,
Slig Lægedom mod Harm og Had
Der drypper ned fra Lundens Blad,
Og bæver i Fuldmaanens Skin,
Og hvisker i en Sommervind;
Slig salig, meer end jordisk Trøst
Der boer i Nattergalens Røst,
At ingen Mand en Smerte led,
Som ikke lindret blev derved.
Men Stjernen under Himlens Blaa
Har anden Viis at trøste paa,
End Verden i sin Klogskab veed.
Den følger ikke Fjed for Fjed
Den dagskye Sorg, den trænger ei
Ubuden ind paa Kummers Vei;
Men, som et Øie fuldt af Fred,
Den skuer taus fra Skyen ned,
Og venter stille til han selv,
Den Slagne, lukker op sin Sjæl.
Da taler den med saadan Røst,
Som Tankens Øren høre kun,
Blidt Sølverordet fra dens Mund
Nedsynker i det piinte Bryst,
Og Sorgens Ansigtstræk, de haarde,
Formildes atter af en Taare.
Hans Venner, det er Hjort og Hind,
Og Maanelys og Stjerneskin,
Og hvor han gaaer med blegen Kind,
Der elskes han af dem igjen;
Men selv er han sin bedste Ven.
Skibbrudden er han, Vind og Sø
Ham kasted paa en eensom Øe;
Men over Bølgens vilde Larm
Han løfted høit, med kraftig Arm,
Det Guld, der hviled i hans Sjæl,
Og frelste Skatten og sig selv.
Derfra bestiger han i Ro
Hver stille Nat den Maanebro,
Der gaaer fra Mindets dunkle Kyst,
Høit over Jordens Vee og Lyst,
Ind til det Rige fuldt af Fred,
Hvor Lønnen venter Den, som led.
Med smertebleget Kind og Haar,
Med Sorgens dyrekjøbte Glands
Om Panden som en Martyrkrands,
Han eensom op ad Broen gaaer
Mod Evighedens fjerne Strand;
Men naar hans Vandring ende kan,
Naar Lyset her skal slukkes ud,
For hist at tændes — veed kun Gud.
Mig har engang, som i en Drøm,
En Sommernat Skovkildens Strøm
Fortalt, hvad om hans svundne Liv
Den havde hørt af Blomst og Siv;
Og som jeg hørte det af den,
Fortæller jeg det nu igjen.
II.
Det var en Aften, seent i Mai;
Udsprunget var Kastaniens Blad,
Hvidtjørnens Knopper skiltes ad
Og dufted mildt paa Skovens Vei.
En Nattergal i Krattet slog,
Fuldmaanen op paa Himlen drog
Og kastede sit Sølverskjær
Udover Jorden fjernt og nær.
I Lunden slumred Hjort og Hind,
Selv Skoven sov i Maaneskin,
Som Barnet af at lege træt,
Og drømte sødt og aanded let.
En salig Fred med stille Magt
Som Guds Velsignelse var lagt
I Fuglens Sang, i Bladets Duft,
Og i den lune Foraarsluft;
Henover hvert et haabløst Bryst
Gled der et Maaneskjær af Trøst,
Sorg lukked sine Øienlaage,
Og Savnet hørte op at vaage.
Hvo aner vel i slig en Stund,
At Falskhed boer paa Nattens Mund,
At Tordenstormen, mørk og kold,
Er gjemt bag Maanens blanke Skjold,
Som Hævnens Tanke bag et Smiil,
Som i Guldkogger skarpen Piil?
Hvo aner, at hiin hvide Sky
Før Midnat, som en Søvn af Bly,
Skal brede sig om Himlen trindt
Og gjøre Stjernens Øie blindt?
Hvo tænker, at det stolte Træ,
Der kneiser liig en Ridder stærk
Med Fjederbusk, i Pandsersærk,
Skal synke for et Lyn i Knæ?
At denne Blomsterhær, hvis Duft
Er Skovens Aftenbøn, skal brat
Adsplittes i den sorte Luft,
Og hvirvles om blandt Tjørn og Krat?
Og dog er denne dybe Fred,
Der, liig en Drøm om Evighed,
Sødt hviler over Land og Hav,
Kun Grønsværtæppet paa en Grav;
Og denne Foraarsaftens Glands,
Med Fuglesang og Blomsterkrands,
Er kun et Slør af Maaneskin,
Der hænger over Dødens Kind,
Og som før Midnats Klokker slaae
Skal rives sønder og forgaae.
Det var en Aften seent i Mai,
Der vandred To ad Skovens Vei;
Snart saaes de, snart forsvandt igjen
De bag det grønne Krat i Løn,
Den Ene var en Ungersvend,
Den Anden var en Kvinde skjøn.
De havde begge nys forladt
Hiin morgenlyse Urtegaard,
Som bærer Navn af Barndomsaar,
Og endnu ikke Foden sat
Paa Livets tunge Tornesti,
Der løb dem krum og mørk forbi.
I Taushed gik de, Fjed for Fjed,
Igjennem dunkle Gange ned
Imod det fjerne Hav, hvis Røst
Gav Gjenlyd ind i Skovens Bryst.
Han saae paa hende, men hun slog
Sit Øie ned, paa hendes Mund
Stod Smilets Gaadeskrift en Stund,
Men Sjælen var en lukket Bog
For ham — selv kjendte hun dens Sprog;
Thi Kvindens Tanker er en Frugt,
Som modnes tidlig, straaler smukt
Ved Foraarstid fra grønne Green;
Men Mandens Tankevæxt er seen,
Og han behøver Regn og Slud
Og Storm, for ret at foldes ud.
Han saae hun smilte, dog han saae
Ei Alt, hvad der i Smilet laa.
For ham var det et gyldent Tegn,
Der viste ham hans Fremtids Egn
Saa solbeskinnet, lys og blid,
Som Engen er ved Sommertid;
For ham var dette Smiil, der kom,
Saa sødt, som Lampens klare Skin,
Der lyser Vandringsmanden ind
I Hytten, som han drømte om.
Han aned ei, at Smiil paa Mund
Er tidt kun Lygtemænd, der staae
Som Lysglimt over Mosegrund
Og daare Hvo som troer derpaa;
Slig Lærdom er paa Bunden lagt
For Den, der Livets Drik har tømt —
Han havde knap endnu den smagt,
Endnu ei levet, ikkun drømt.
Saalunde gik en Stund de frem
I Taushed gjennem Skovens Gjem.
En Nattergal i Busken slog,
En Hind igjennem Krattet jog,
Et Hjerte banked høit af Fryd,
Men ellers hørtes ingen Lyd.
Vel havde nylig Elskovs Magt
Rørt ved hans Mund og Talen vakt;
Men Ordet, der saalænge laa
Forborgent dybt i Sjælens Vraa,
Var endnu som den bange Hind,
Der tøver, før i Maaneskin
Den vover sig fra Skygger tætte
Ud paa den aabne, lyse Slette.
O bliv derinde, lev i Fred,
Du stille Drøm om Kjærlighed!
Lev som et Træ ved Jordens Bryst,
Lev som en Fugl med søden Røst,
Lev som den lette Vind, der glad
Forlyster sig bag Blomst og Blad!
Men bliv derinde, vov dig ei
Ud paa den kolde, aabne Vei;
Der fange de dig snart i Garn,
Du Sjælens tillidsfulde Barn!
Der jages du fra Sted til Sted,
Som Dyret, jeg dig ligned ved;
De onde Tungers Hundeflok
Dig følger over Steen og Stok,
Indtil du segner, træt af Saar,
Og Kniven i din Nakke staaer.
O bliv derinde — dog, forbi
Er Frelsens Stund og Skovens Sti.
De standsed, hvor en Slette skred
Svagt heldende mod Havet ned,
Foran dem laa den store Sø,
Men Bølgen slumred under Øe,
Og løfted med sit Aandedræt
Fuldmaanens Sølvslør tyst og let.
Tilhøire rakte Landet ud
Sin muskelstærke, krumme Arm,
En Beiler liig, der favner varm
Ved Nattetid sin unge Brud;
Tilvenstre laa, med takket Gavl,
Med kalket Væg og røden Tavl,
Paa Høiens Skrænt en Landsbykirke,
Halv skjult af grønne Hængebirke.
Hun stod paa Græsset faur og fiin;
Varm af at gaae, sit Hovedliin
Hun løftede med hviden Haand,
Og løste sine Lokkers Baand.
Da var det som naar Sol udslaaer
En Sommerdag sit gyldne Haar,
En Lysning gjennem Skoven gik,
Saa Fugl i Busken vaagned op,
Og Træet rysted med sin Top,
Men Stjernen blegnede derved.
Hun stod som Elverpigen rank,
Og saae paa ham med Øine blaae,
Hvori slig lønlig Trolddom laa,
At brat for hendes Fod han sank,
Og følte Sjælens Kilder rinde,
Som Flod mod Hav, med Magt mod hende.
Han taug ei meer, hvert bange Haab
Fik nu sit Navn i Elskovs Daab;
Retsom naar hundred Stemmers Klang
Forenes i eet Chor til Sang,
Fik hver en Længsel i hans Bryst
I denne Time Maal og Røst.
Alt hvad derinde fjæled sig,
De stille Drømmes Haab og Fryd,
Og Tvivlen med sit stumme Skrig,
Og Veemods Suk, hvert ufødt Ord,
Som kun paa Sjælens Tunge boer,
Brød frem med Magt og blev en Lyd.
Han sank i Knæ ved hendes Fod,
Og tillidsfuld, med Ungdomsmod,
Bad han i Skjærm af Nattens Fred
Om hendes Hjertes Kjærlighed.
Han loved som en Ridder from
At tjene hende Livet om,
At vie hende Sang og Sværd,
Hver ædel Daad, hver mandig Færd,
At stige glad med hendes Navn
Paa Læben ned i Dødens Favn,
Og bære hendes Billed tro
Ind over Evighedens Bro;
Han svor — og Nattens Stjerner veed,
Om han har trofast holdt sin Ed.
Men hun stod bleg og mæled ei.
Var det fordi med hviden Haand
Hun holdt en Stund Vægtskaalens Baand,
Og veied Elskovs Ja og Nei?
Hvad heller lød fra Skovens Skjul
Et Varselsskrig af Skjebnens Fugl,
En dunkel Sang om Daad, der laa
Foruden Navn i Sjælens Vraa?
Fik hun i Dæmringen at see
Det blege Billed af den Vee,
Der som et Barn endnu ei fød
Laa gjemt og sov i hendes Skjød?
Thi der er Øieblik, hvor Lyn
Gaaer over Tidens Ansigtstræk,
Og viser os til Sorg og Skræk
Ufødte Gjerninger som Syn.
Da see vi Brødens dunkle Drift
Fuldbaaren staae, med blodig Kniv,
Og pege paa den Gaadeskrift,
Der gjemmer Nøglen til vort Liv;
Da see vi vore Barndomsaar
Med rynket Kind og hvide Haar
Gaae sukkende i Dybet ned,
Hvis Bund og Grændser Ingen veed;
Da føle vi med Gysen brat,
Det rører sig i Tankens Hjem,
Og vilde Lyster fare frem
Som Luftsyn i en Vinternat;
Da skue vi en selsom Jagt:
En ædel Hjort er fjernt og nær
Forfulgt af sultne Hundes Hær;
Med Takkerne langs Nakken lagt,
Med blodigt Skum omkring sin Mund,
Henover Bjerg og gjennem Lund,
I Kreds om Horizontens Ring
Den flyver med fortvivlet Spring,
Indtil den døer i Gravens Elv —
Den er et Billed af os selv!
Der gives Tider, da vort Bryst
Gjenlyder af en Klagerøst,
Som er os fremmed end, og dog
Er det vor egen Tankes Sprog;
Det er vor egen Fremtidsdaad,
Der vaagner op med Suk og Graad,
Og melder sig med lønlig Smerte,
Som Barnet under Moders Hjerte.
Hvis hun fornam i denne Stund
Slig Varselsrøst fra Sjælens Grund,
Da var det kun et Øieblik;
Snart hendes Kind sin Farve fik
Og Læben blussed dobbelt rød,
Men atter som en Snog sig skød
Hiint Smiil bag Mundens Roser hen
Og saaes en Stund og svandt igjen.
Hun bøied let sit Hoved ned
Til ham, der bange vented paa
Hvad Svar hans Beilen skulde faae;
Og mens hun sagte rørte ved
Hans Mund med sin og vied ind
Til eensomt Liv hans unge Sind,
Fra hendes lyse Haar der gled
Et Skjær af Guld henover hans,
Det var hans Elskovs Martyrkrands.
Saa lagde hun sin runde Arm
Omkring hans Hals og drog ham tæt,
Som Fuglen i et Fangenet,
Til sine Læber og sin Barm.
O, havde blot hans Øre havt
I eet Sekund den Tryllekraft,
At høre bag det hvide Bryst
Hvad der blev talt med Hviskerøst!
Men han fornam, berust af Fryd,
Kun Ordets, ikke Tankens Lyd.
»Jeg elsker dig,« saa talte hun —
Da lød et Suk fra Havets Mund,
En Gysen gjennem Skoven foer,
De unge Blade skjalv paa Kvist
Ved Tanken om en Kvindes List;
Han lytted kun til hendes Ord:
»Jeg elsker dig og er dig tro,«
Saa mæled hun; »men kun vi To,
Og Stjernerne, som Alting veed,
Skal vide om vor Kjærlighed.
Drag bort, som det din Villie var;
Naar Skoven atter skiftet har
Som nu de hvide Vinterliin,
Og klædt sig i sin Foraarsdragt,
Naar til vort Liv et Aar er lagt,
Kom saa igjen, da er jeg din.
Da skal,« — men hvad hun sagde meer,
Sank i den søde Hvisken hen,
Som kun forstaaes af Een, ei Fleer,
Og ikke siges kan igjen.
Men alt imens hun talte, gled
Hans Øine tidt til Kirken ned,
Der mellem Skov og Bølger blaae
I Glands af Maaneskinnet laa,
Og paa hans Aasyns Tavle kom
Tilsyne hvad hun hvisked om.
Hvo aner vel i slig en Stund,
Naar Mand og Kvinde, Mund ved Mund,
To Blade liig paa samme Green,
Sødt hvile sig, i Tanken Een;
Naar Elskovs milde Sommernat,
Af hver en Sorg og Tvivl forladt,
Har bredt, mens lyse Stjerner brænde,
Sit Drømmeslør udover Tvende:
Hvo aner vel, at Falskhed boer
Paa Nattens Mund, i Elskovs Ord,
At dybest Jammer, vildest Skræk
Er skjult bag Smilets Rosenhæk?
Hvo aner, at det vaagne Liv
Staaer som en Havfru mellem Siv,
Med stivnet Blik og vandkold Barm,
Og truer Drømmen med sin Arm?
Og dog er denne dybe Fred,
Der, liig en Drøm om Evighed,
Sødt hviler over Sjælens Hav,
Kun Grønsværtæppet paa en Grav;
Og denne Elskovsaftens Glands,
Med Fuglesang og Blomsterkrands,
Er kun et Slør af Maaneskin,
Der hænger over Løgnens Kind,
Og som, naar Dagens Klokker slaae,
Skal rives sønder og forgaae.
De skiltes ad; hans Kind var vaad,
Og langsomt steg han i en Baad,
Der gled i Skjul af Skoven frem;
Hun vandred atter til sit Hjem.
Men over Land og Hav faldt brat
Sligt Mulm, som i et Huus ved Nat,
Naar alle Gjæster hjem er vendt,
Og Lyset slukt og Festen endt.
Fuldmaanen bagved Skoven sank,
Om hver en Stjerne hvid og blank
Greb Skyen med sin sorte Haand,
Og løst blev Tordenstormens Baand.
Udefter, som en sneehvid Fugl,
Der flyver bort fra Redens Skjul,
Gled der et Skib for fulde Seil,
Saa Skummet stod om Bov og Speil;
Det kløved rask de dybe Vande,
Det agted sig til fjerne Lande.
Paa Dækket stod en Ungersvend
Og stirred taus mod Kysten hen.
Bort fra den blomsterløse Vang,
Hvor kun det vaade Tanggræs flød
Og vilde Maagers Stemmer lød,
Hans Tanker gik en Pilgrimsgang
Tilbage til hver Helligdom,
Hver Busk, hver Kilde Skoven om;
Der søgte de bag dunkle Træer
En, som var fjern, endskjøndt saa nær.
Og alt imens han stod og saae,
At Rummet voxed meer og meer,
Og der gik Bølger, fleer og fleer,
Imellem dem, han grunded paa,
Om der er nogen Sorg paa Jord,
Som den at skilles ad, saa stor.
Han havde endnu ikke lært,
Der er et Afskedsord, hvis Slag
Er hundred Gange mere svært,
End det, som blot ved Aar og Dag,
Og blot ved Sø og salten Vand
En Kvinde skiller fra en Mand.
Der er et andet Afskedssprog,
Der klinger huult og falder tungt,
Som Jorden paa et Kistelaag,
Paa hvert et Hjerte blødt og ungt;
Der er et mere beesk Farvel:
Det er imellem Sjæl og Sjæl.
III.
Hvor flyver Storken hen i Høst,
Naar Græsset visner paa vor Kyst?
Hvor søger Stær og Svale Læ,
Naar Løvet falder guult af Træ?
Hvor lægger vel det Skib i Havn,
Der udad vender breden Stavn,
Og heiser op de hvide Seil,
Og glider over Havets Speil?
Hvor drager Mandens Længsel hen,
Naar han paa Kysten staaer igjen,
Og mærker, at en Vintervind
Alt blæser skarpt omkring hans Kind,
Og seer, at Skib og Fugle drage
Den samme Vei, hans Tanker tage?
Der er en Himmel mere blaa,
End den, vort Øie her kan naae;
Der er en mere gylden Sol,
End den, som lyser bleg og mat
En stakket Stund for Nordens Pol;
Der er en stjernesmykket Nat,
Meer varm og lys og elskovsøm,
End den, der ruger som en Drøm
Om Gravens Mørke, Dødens Kuld,
Ved Vintertide, tung som Muld
Og kold som Iis og uden Trøst,
Paa Nordens sneebedækte Bryst.
Der er en deilig Urtegaard
Mod Syden fjernt i Havet bygt,
Som sine varme Bølger slaaer
Imod en Strand med Palmer smykt.
Der er et Land, en Flig, som Gud
Har skaaret mild, med naadig Magt
Af Paradisets gyldne Skrud,
Og hist i Verdenshavet lagt;
Et Land, hvor Somren gløder varm
Som en Rubin paa Jordens Barm,
Og Vintren selv saa yndig er
Som en Opal med Rosenskjær;
Et Land, hvor Livet er en bold
Forvoven Kamp med Sværd og Skjold,
En lystig Dands i Myrtelund,
Et dristigt Kys paa Pigemund.
Der voxer Sagnets Blomst af Guld
I Klipperift, i Dalens Muld;
Der staae de Slotte, hvert især
En kølig Lund af Marmortræer,
Hvor Elskov vandred Haand i Haand
Med Strængespil og Ridderaand,
Hvor kjække, turbanklædte Mænd
Gik ud og ind med Sværd ved Lænd:
Hvor skjønne Kvinder sad i Ring
Om Alabasterkildens Spring,
Og lytted til en Elskovssang,
Mens Vandet risled, Fløiten klang.
Nu er der tyst i hver en Hal,
Dog endnu høres Kildens Fald,
Nu er der tomt i Slottets Sale,
Dog endnu hvisker Mindets Tale.
Der flyver Storken hen i Høst,
Naar Græsset visner paa vor Kyst,
Der søger Stær og Svale Læ,
Naar Løvet falder guult af Træ,
Der drager Tankens Trækfugl hen
Og kommer vingeskudt igjen;
Og derhen paa sin Vandring kom
Den Ungersvend, jeg melder om.
Midt i det gyldne Slot, som staaer
Hvor Sneens Bjerge skraane ned
Mod Xenilflodens grønne Bred,
Er der en yndig Urtegaard
Blandt hvide Marmorsales Pragt,
Som en Smaragd blandt Perler lagt.
Blodrøde Roser voxe der
I Skyggen af Akasietræer,
Granadas Æble rødmer smukt,
Med Purpurmunden halv oplukt,
Og rundtom er den varme Luft
Sødt krydret af Jasminers Duft.
En Søilerække, rank og hvid,
Staaer klædt i Alabasterdragt,
Liig Skygger fra den svundne Tid,
Som endnu stande troe paa Vagt;
Og der er tyst og stille, som
Om aldrig andre Gjæster kom
Imellem disse Blomster ind,
End Stjernelys og Maaneskin,
Og Svalerne fra Slottets Hal,
Og nu og da en Nattergal.
Det er som Tid, den strenge Gjæst,
Der paa sin jernbeskoede Hest
Vildt flyver om fra Syd til Nord,
Med Døden i sit tunge Spor:
Som Tiden selv var standset her,
Og havde faaet Haven kjær,
Og havde vendt igjen sit Fjed,
Og sagt til Slottet: Staa i Fred!
Høit over Xenilflodens Væld
Og over Dalens dybe Skakt,
Er Lindarajas Have lagt
Paa Skrænten af et eensomt Fjeld;
Og kun et Vindue, dækket tæt
Med Viindrueblades grønne Net,
Forbinder den — nei, skiller ad
Dens Blomsterfred og Verdens Had.
Der sad i Kveld hiin Ungersvend
Med Haand ved Kind og stirred hen
Imod de fjerne Bjerge blaae,
Som mellem ham og hende laae.
Hvi blev hans Tanke nu ei her,
Hvorhen den dog saa tidt var iilt?
Hvorfor begyndte, knap udhviilt,
Hans Sjæl paany sin Vandringsfærd,
Og drog, med aldrig slukket Tørst,
Igjen ustadig over Jord?
Det var fordi han havde først
Seet Lyset i det høie Nord.
Thi Bjørnen har sin Vinterhi,
Og Ræv sit Hul at hvile i;
Skovduen og den raske Høg
Har deres Skjul i Eeg og Bøg;
Den vilde Ørn, der jages op,
Kan hvile sig paa Klippetop;
Men Nordens Barn har intet Sted,
Hvor Længslen lader ham i Fred.
Den har sit dunkle Kjendetegn
Dybt i hans Pande gravet alt
Forinden han til Liv blev kaldt,
Og ikke Solskin, ikke Regn,
Ei Sommervind, ei Vinterslud
Kan viske disse Mærker ud.
Som Skyggen følger Legmets Spor,
Saa følger Længslen ham paa Jord.
Gaaer han tilsøes og heiser op
Det hvide Seil i Skibets Top,
Saa vinker den fra Bølgen blaa,
Og hvisker ned fra Mast og Raa;
Har paa sin Hæl han Spore sat,
Og rider han som vilden Blæst
Henover Hede, gjennem Krat,
Saa rider med den mørke Gjæst;
Naar han vil drukne Sorg og Nød
I lystigt Lag, ved Vinens Glød,
Og sætter Bægret til sin Mund,
Saa ligger Længslen paa dets Bund;
Og vil han, ung og elskovsvarm,
Sig hvile ved en Kvindes Barm,
Saa hører han en sagte Røst,
Der kalder ham fra hendes Bryst.
Saalunde gaaer han, Fjed for Fjed,
Ad Livets Bjerg først op, saa ned;
Hver Blomst, han plukker paa sin Sti,
Ham saarer med en lønlig Torn,
I hvert et Væld, han gaaer forbi,
Der blandet er et Malurtkorn.
Men han gaaer frem og hviler ei,
Thi foran paa den trange Vei
Staaer Længslen, som en Skygge hvid,
Og lover ham en bedre Tid;
Den troer han paa, den følger han,
Indtil han staaer ved Gravens Rand.
Der kalder Længslen sidste Gang
Og lover ham bag Natten lang,
For hvad han savned her og led,
En yndig Morgen, fuld af Fred.
Om den vil holde hist sit Ord,
Veed kun den Sjæl, som heden foer:
Han har kun Valget mellem to,
Fortvivle maa han eller troe.
Og denne Hjertets dybe Tarv,
Der skifter Gjenstand vel i Løn,
Men aldrig døer hos Nordens Søn,
Var bleven Ungersvendens Arv;
Den talte til ham, mens i Kveld
Han hviled paa Alhambras Fjeld
Med Haanden under Kind og saae
Ud imod Bjergene de blaae.
Da vendte han med eet sit Blik,
Der vildsomt over Sletten gik,
Og Jægren liig, træt af at jage,
Han kaldte Tankens Falk tilbage;
Thi bag Jasminens Blomstersnee
Fik han et yndigt Syn at see.
Ved Marmorskaalens hvide Fod,
Hvor Bølgen risler sagte ned
Og lædsker hvert et tørstigt Bed,
En ung og deilig Pige stod.
I Vandets Flade, blank og klar,
Hun speiled sig som i et Glar,
Og bøiet over Skaalen let,
Hun løste sine Haar af Net
Og fletted dem med hviden Haand —
Mon det var Lindarajas Aand?
Var hun det blege Billed af
Hiin Kvinde, Sagnet taler om,
Som var saa kjærlig, skjøn og from,
Og endnu stiger tidt af Grav,
Og vandrer seent, ved Maaneskjær,
Rundt i den Lund, hun havde kjær?
Nei, det var kun en jordisk Mø,
Ei nogen Drøm fra Gravens Blund,
Det var en stakkels Pige kun,
Født for at elske og at døe.
Han sad useet bag Busk og Blad
Og saae, hvor smukt hun bar sig ad;
Saa kaldte han: »Dolores, kom!«
Da vendte hun sig hurtig om,
Og hendes blege Kind blev rød.
Igjen som før hans Stemme lød,
Da fløi hun, som fra Stræng en Piil,
Igjennem Gangene med Smiil,
Indtil hun tæt foran ham stod;
Der standsed hun, blev rød som Blod,
Og hvisked, mens hun saae til Jord:
»Hvad vil Dolores I, Señor?«
En Stund han taug, sorgfuld i Hu;
Han aned, at det Ord, som nu
Laa bag hans Læber, længe glemt,
Var skarpen Sværd i Skeden gjemt,
Som naar det droges, vilde naae
En Sjæl og dybe Vunder slaae.
Han taug, som med sig selv i Strid,
Tog hende saa ved Haanden hvid,
Og sagde blidt: »Barn af min Sjæl!
Nu maa jeg sige dig Farvel;
Nu drager Stork og Stær afsted,
Nu er det Tid, jeg følger med.«
Gik du en Dag i Skoven ind,
Og saae, hvordan den brune Hind,
Som bedst den vandred tryg og glad
Og sanked hist og her et Blad,
Ramt af et Skud fra Buskens Læ,
Stod stille, skjalv og sank i Knæ —
Da saae du hende; bleg hun stod,
Igjennem hendes Lemmer foer
En Gysen kold, og uden Ord
Hun knæled stille ved hans Fod.
Hvor findes vel det Sprog, som har
Slig Farvesmeltning dyb og klar,
At det kan male hvad der laa
I Blikket, da hun paa ham saae?
Det var en vildsom Vandrers Nød
I golden Ørk, i Skovens Skjød;
Det var den bange Moders Bøn
I Kirken for sin syge Søn;
Det var en Synders dybe Skræk
Ved Synet af Dødsenglens Træk —
Nei Meer, thi lys er Dødens Nat
Mod Kjærlighed, af Haab forladt.
Hvor findes vel det Sprog paa Jord,
Hvori der slige Toner boer,
Som de, der lød fra hendes Bryst,
Da Taaren randt og hun fik Røst:
»Forlad mig ei, naar du gaaer bort,
Er Vintren lang og Somren kort!
Forlad mig ei, naar du har sagt
Farvel, har Solen ingen Magt!
Forlad mig ei, og skal du gaae,
Saa tag mig med paa Bølgen blaa;
Jeg kan jo dog ei leve her,
Naar du gaaer bort, som jeg har kjær.
Dit Hjerte, veed jeg, er ei frit,
Men er der ikke Plads til To?
O, jeg er nøisom, kan du troe,
Elsk hende meget, mig kun lidt!
Lad hende gyldne Sale faae,
Der findes vel til mig en Vraa;
Giv hende Dagen varm og rød,
Giv hende Natten lang og sød,
Men skjænk mig for min Elskov kun
Den drømmerige Dæmringsstund,
Som du har sagt mig lyser der,
Hvor du er fra, med dæmpet Skjær.
Fød mig med Sorger, fyld min Vei
Med Torne, men forlad mig ei!«
Da disse Ord hun havde talt,
Blev hendes Røst af Taarer kvalt.
Han løfted hende blidt fra Jord,
Som Gartneren en Blomst, der groer;
Han klapped hendes blege Kind
Og sagde mild, med sorgfuldt Sind:
»Jeg ynker dig, du stakkels Barn!
Men jeg dig fanged ei i Garn.
Jeg kan ei tøve; blev jeg her,
Saa døde hun, som har mig kjær.
Du tør ei heller tænke paa
At følge mig paa Bølgen blaa;
Thi vissen Frugt paa knækket Green
Er Kjærlighed til fleer end Een,
Og kløver du en Perle, faaer
Du kun igjen to ringe Skaar;
Et lunkent Hjerte kun er deelt,
Men du er værd et varmt og heelt
Jeg bede vil Madonnas Søn
At skjænke dig en Elsker skjøn,
Jeg bede vil Guds Moder selv
At læge Saaret i din Sjæl
Og skue naadig til dig ned
Farvel, Farvel, og lev i Fred!«
Alt mens han talte, var det som
En anden Sjæl i hende kom;
Thi Had og Elskov skifter brat
I Syden om, som Dag og Nat.
Hun stod foran ham høi og rank,
I Bølger Barmen steg og sank,
Og om dens hvide Tvillinghøi
Som Ravnevinger Haaret fløi.
Hvor nys et Væld af Taarer flød,
Stod hendes Kinder nu i Glød,
Ud fra de sorte Øine skød
Der sig et Blik, som Pilen hvast,
Og saadan mæled hun i Hast:
»Du ynker mig — ynk før dig selv,
Du kolde Skum paa Nordens Elv!
Ynk før den Jord, som af sin Lænd
Har Eder født, steenhaarde Mænd!
Jer skabte Himlen i sin Harm,
Og lagde Jer ved Vintrens Barm;
I drikker af dens golde Bryst,
Jer Vuggesang er Blæstens Røst.
I fik Jer Deel af Jordens Vee,
Dens Fryd er kun et Sagn for Jer;
Af Iis er Eders Tanker der,
Og Eders Ord er Vintersnee.
Hvad hjælper det, at over Sø
Med Stork og Stær I komme hid?
Vor Sommersol er varm og blid,
Men Eders Sjæl kan ikke toe.
I komme kun som Skyen graa,
Der mørkner os vor Himmels Blaa,
I bringe Sorg og Savn herned,
Men selv faae I dog aldrig Fred.
Saa vorde Sorg din Lod paa Jord,
Du, som har lært mig Sorgens Ord!
Jeg vier dig til Suk og Savn,
Du, som har sagt mig Sukkets Navn!
Dit Liv skal eensomt stande liig
En nøgen Steen ved Havets Vig,
Og har du naaet dets Grændseskjel,
Skal Ingen sige dig Farvel.
Drag bort, jeg lægger mellem os
En Ørk af Had, et Hav af Trods!
Og før skal Blomst i Ørken groe,
Før hun og du skal sammen boe,
Ja, før skal Havet fyldes ud,
Før du skal kalde Nogen Brud!«
Saa talte hun, og fjernt i Nord
Et mægtigt Lyn som Vidne foer
Bag Skyen frem i samme Stund,
Et Amen lød fra Tordnens Mund
Og gjenklang i de dybe Dale;
Men hun forsvandt i Slottets Sale.
IV.
Det var en Aften, seent i Mai;
Udsprunget var Kastaniens Blad,
Hvidtjørnens Knopper skiltes ad
Og dufted mildt paa Skovens Vei.
I Bugten, langs den krumme Bred,
Hvor Sletten skraaned sagte ned,
Der slumred Vandet, blankt og tyst;
Kun nu og da en Bølge faldt,
Ret som et Ord i Søvne talt,
Med dæmpet Mumlen ind mod Kyst.
Igjennem Bugtens snevre Port
Gled for den sagte Vind et stort,
Letbygget Skib med hvide Seil,
Saa langsomt henad Havets Speil,
Som om det var en Fugl, der ret
Var af at flyve bleven træt;
Det havde gjæstet fjerne Lande,
Nu søgte det til Hjemmets Strande.
Paa Dækket stod en Ungersvend
Og stirred taus mod Kysten hen,
Hvor Eng og Skov i Aftenskjær
Kom meer og meer hans Øie nær.
Alt som han gled mod Landet ind,
En mægtig Længsel greb hans Sind;
Hans Hjerte banked mere fast,
Hans Tanker fløi med større Hast,
Og paa hans Ansigts Foraarsegn
Faldt Smilets Solskin, Taarens Regn.
Hvad var der for en lønlig Magt
I disse stille Skove lagt,
I Løvets Susen, Gjøgens Sang,
I Aftenklokkens fjerne Klang?
Thi hver en Lyd, der sagte flød
Igjennem Luften til ham hen,
Var ham saa dyrebar og sød,
Som Stemmen af en savnet Ven;
Det kom ham for ved hver en Røst,
Som Sjælen rev sig af hans Bryst,
Og vilde flyve foran Vind
Og Strøm og Skib i Lunden ind —
Hvad var der for en lønlig Magt
I disse stille Skove lagt?
Det veed ei du, der fulgte tro,
Med varsomt Skridt, i søvnig Ro,
De brede Landeveies Spor
I Støv og Hede, langsmed Jord;
Det veed ei du, der kravled seen,
Med Sneglens Fart, fra Steen til Steen;
Og endnu mindre du det veed,
Der i dit Hul dig graved ned,
Og sad i Ro og rusted der,
Som i sin Balg et ubrugt Sværd.
Det veed ei du, der gaaer bag Plov,
Og træder hvor din Oxes Klov
Har traadt før dig, og viger ei
Fra Furens lige, sikkre Vei;
Men du det veed, der stævned frem
Paa Bølgen blaa, langt fra dit Hjem,
Og trodsed kjæk, med mandig Hu
Den vilde Brænding, Stormens Gru,
Du veed det, raske Sømand, du!
Du, som har vaaget tidt, forladt
Af Stjernelys, i Mulm og Nat,
Og styret gjennem Regn og Blæst
Din Snekke som en vælig Hest.
Du, som har flakket viden om,
Og til de øde Steder kom,
Hvor man foroven Himmel seer,
Forneden Hav og intet Meer;
Hvor Stormen, som en Kæmpe stærk,
I Tordenskyens Pandsersærk,
Med Lynets Landse, lurer bag
Den fjerne Synskreds Nat og Dag;
Hvor hver en Vove dybt i Hav
Er som en graadig, bundløs Grav,
Hvor Vandets blege, lumske Mø,
Med Krands af Skum, i Taageslør,
Gaaer foran Skibet over Sø,
Og lukker op sin Bølgedør.
Du, som har drømt saamangen Stund
Om Fuglesang i grønne Lund,
Og vaagned af den søde Drøm,
Og fandt dig midt paa vilden Strøm,
Hvor Maagen skriger, Stormen vanker,
Og Bølgen slaaer mod Skibets Planker —
Du veed, hvad det vil sige, naar,
Let vugget af en sagte Vind,
Hen imod Havnen Skibet gaaer,
Og Seilet tages langsomt ind;
Du veed, hvordan det er at staae
I Stavnen høit og skue paa,
At Skov og Eng i Aftenskjær
Bestandig kommer mere nær;
Du veed, men ogsaa du kun veed,
Hvad der er for en salig Fred
I Løvets Susen, Gjøgens Sang,
Og Aftenklokkens fjerne Klang,
Hvad der er for en lønlig Magt
I Hjemmets stille Skove lagt.
Men han, som steg i Baaden hist,
Den Ungersvend, jeg melder om,
Der hjem fra fjerne Lande kom,
Han følte Meer endnu forvist.
Thi han fornam i Skovens Sprog,
Naar Vinden imod Blade slog,
Med Længsels urofulde Lyst,
En Gjenlyd af den Kvindes Røst,
Som havde skjænket ham engang,
Mens Bladet hvisked, Fuglen sang,
I denne Stund, paa dette Sted,
Ved Stjerners Lys sin Kjærlighed.
For ham i Klokkens Lyd der laa
Langt Meer, end blot en Aftenbøn,
Thi ved dens Klang han tænkte paa
Hvad bly hun havde sagt i Løn,
Og alt som Rummet langsomt veg
Imellem Baaden og hans Hjem,
Af Tankens stille Dyb der steg
Et lyst og yndigt Billed frem.
Han saae et Huus med Tag af Straa;
I Skovens Eensomhed det laa,
Dybt inde, mellem Rosers Hæk
I Skjul, ved Bredden af en Bæk.
Ud af den aabne Dør der drog
Ved Fakkelskin et Bryllupstog
Og vandred parviis, Haand i Haand,
Som Drømmesyn forbi hans Aand.
Hun, som han elsked, foran gik
Med lette Skridt, med sænket Blik;
Om Brudesløret, fiint og hvidt,
De gyldne Lokker bølged frit,
Den høire Haand bar Psalmebog,
Den venstre var ei ledig dog;
Hvo var den Svend, som trykked glad,
Berust af Fryd, dens Lilieblad?
Han kjendte ham, han saae heelt vel,
Den Ungersvend, det var ham selv.
Opad den lange Kirkegang,
Hvor Lysekronen brændte klar,
Han saae dem vandre, Par for Par,
Ved Klokkelyd og Psalmesang.
Tilsidst han saae med henrykt Aand,
At han og hun ved Altrets Steen
Fromt knæled ned, i Tanken Een,
Og bytted Ringens gyldne Baand.
End var ei Drømmens Bæger tømt,
Paa Bunden laa et saligt Liv,
Hvori han elsked trofast, ømt,
I Glæde som i Sorg sin Viv;
Endnu var Drømmen ei forbi,
Da stødte Baaden imod Strand,
Han reiste sig, han sprang i Land,
Og iled ind paa Skovens Sti.
O, hvilken Fryd, igjen at gaae
I disse Ganges dunkle Gjem,
Hvor hvert et Blad, hvert lille Straa
Tilhvisked ham: Velkommen hjem!
Det kom ham for, som om det Aar,
Han havde levet sidst, svandt bort
Liig Morgendrømmen bleg og kort,
Som om det var den samme Vaar,
Den samme Nat, som da han drog
Fra hende bort og Afsked tog.
Thi Livet har en dobbelt Art,
Tidt svinder det saa let og snart,
Som Sporet af en Baad i Vand,
Og som et Fjed i Flyvesand;
Tidt graver det sit Skrifttegn ind
Saa dybt og fast i Sjæl og Sind,
At Timen bliver til et Aar,
Og Mindet klart som Stjernen staaer.
Men kun det Liv, der leves rigt
I Fryd og Vee, i Haab og Savn,
Har Meer af Livet end dets Navn,
Alt Andet er kun Drømmen ligt;
Ikkun de Bølger — ak, hvor faa!
Som springe dybt fra Sjælens Vraa
Med vældig Magt, er Livets Strøm,
Alt Andet er kun Skum og Drøm.
Og derfor mødtes Da og Nu,
Liig tvende Floder, i hans Hu,
Og sloge sammen som et Hav
Omkring det blege Gjenfærd af
Det svundne Aar; eet Minde kun
Steg som en Havfru op af Sø,
Og lagde Fingren paa sin Mund:
Det var Alhambras blege Mø —
Hvad vilde hun, hvad varsled hun?
Som for et Aar tilbage, slog
En Nattergal, Fuldmaanen drog
Paa Himlen op, og fjernt og nær
Den kastede sit Sølverskjær.
I Lunden slumred Hjort og Hind,
Selv Skoven sov i Maaneskin,
Som Barnet, af at lege træt,
Og drømte sødt og aanded let.
Han vandred frem med sagte Skridt
Og saae sig om og smilte tidt;
Men Blomsten stod af Taarer vaad,
Hvorhen han kom paa Skovens Sti,
Og Duggen sank som stille Graad
Fra hvert et Træ, han gik forbi.
Da standsed han med eet, liig En,
Der seer en giftig Orm bag Green;
Hans Kind blev hvid og rød igjen,
En Gysen i hans Lemmer foer,
Han stod som naglet fast til Jord,
Og greb med Haand til Brystet hen.
Midt i hans Hjerte blødt og ungt,
Der drømte som et Barn i Fred,
Faldt en uhyre Smerte tungt
Som Hamren paa en Ambolt ned.
Hans Sjæl, der hviled uden Værn,
Blev som et gjennemglødet Jern,
Hans Tanker spredtes vildt og brat,
Liig Gnister i den mørke Nat,
Og fra hans Blik fløi Lyn paa Lyn —
Hvad saae han da for Rædselssyn?
Han saae et Huus med Tag af Straa;
I Skovens Eensomhed det laa,
Dybt inde, mellem Rosers Hæk
I Skjul, ved Bredden af en Bæk.
Ud af den aabne Dør der drog
Ved Fakkelskin et Bryllupstog.
Hun, som han elsked, foran gik
Med lette Skridt, med sænket Blik,
Den høire Haand bar Psalmebog,
Den venstre var ei ledig dog;
Hvo var den Svend, som trykked glad,
Berust af Fryd, dens Lilieblad?
Han kjendte ham, han saae heelt vel,
Den Ungersvend var ei ham selv.
Han stille stod paa Skovens Sti,
Og saae, at Toget gik forbi;
Men i den samme Stund der drog
Ud fra hans Bryst et Sørgetog
Af Elskovstanker, som hans Sjæl
For evig sagde nu Farvel.
Ham Ingen kjendte, han var glemt;
Ikkun hans Hund med trofast Sind
Sprang gjennem Busken til ham ind,
Den havde dog hans Minde gjemt
I Aar og Dag, og fulgt af den
Gik han i Skoven ind igjen. —
Hvordan han der sin Smerte bar,
Om der gik lang Tid eller kort,
Forinden Saarets aabne Mund
Blev til et taust, tillukket Ar:
Det veed kun Skovens brune Hjort,
Og Fugl paa Green og Blomst i Lund,
Det veed kun Sø og dyben Elv,
Og Gud i Himlen og han selv.
Men Eet jeg veed og sige vil,
Og du, som lider, lyt dertil!
Den Mand er ei forladt af Gud,
Der fik den stille Sorg til Brud.
Fryd er en Mø, af Falskhed fuld,
Sorg er en Hustru, tro som Guld.
Fryd er en Kvinde, skjøn at see,
Men hun er Barn af denne Jord,
Al hendes Troskab er kun Ord,
Der smelte let som Foraarssnee;
Sorg er et Himlens Barn og veed
Om Veien til sit Hjem Besked.
Er du af Alt paa Jord forladt,
Sorg bliver hos dig Dag og Nat;
Med blege Kinder, høi og streng,
Hun vaager ved din Smerteseng,
Og viser dig i trofast Speil
Din Tankes Brøst, dit Hjertes Feil.
Hun er dig kjærlig, aldenstund
Hun aldrig smiler med sin Mund,
Hun taler haardt, alligevel
Saa frelser hendes Ord din Sjæl.
Tung er vel hendes Tornevei,
Dog du, som lider, last den ei!
Thi naar din sidste Time slaaer,
Naar Døden sidder paa dit Bryst,
Og denne Verdens falske Lyst
Dig svigter troløst og forgaaer:
Da folder Sorg, din stille Brud,
De store sorte Vinger ud,
Og favner dig med trofast Sind,
Og bærer dig i Himlen ind.