»Hvad fattes dig, min Datter kjær?
Hvad tynger paa dit Sind?
Hvor er det fagre Rosenskjær,
Som farvede din Kind?
Hvor er din Stemmes glade Klang,
Dit Smiil, din lette Jomfrugang?
Din Mund er stum og tungt dit Fjed,
Hvor er dit Hjertes Fred?«
O, Moder! jeg er syg og træt,
Jeg veed ei selv hvoraf;
Kom, lad os gaae, jeg længes ret
At see det friske Hav.
Naar Aftenvinden blæser op
Og kruser Bølgens hvide Top,
Naar Sol bag Skoven synker ned,
Saa faaer mit Hjerte Fred.
Nei, Moder, jeg vil bort igjen!
Hver Bølge har en Røst,
Der hvisker som en troløs Ven
Og smerter i mit Bryst.
Lad os gaae ind bag Skovens Træer,
Naar Løvet sagte skjælver der,
Og Stjernen skinner stille ned,
Saa faaer mit Hjerte Fred.
Nei, Moder! vel er Skoven smuk,
Og mild er Stjernens Glands,
Men Vinden lyder som et Suk,
Og Sukket ligner hans.
Kom, lad os gaae, jeg længes ret
At sove nu, jeg er saa træt;
Kun naar dit Bryst jeg hviler ved,
Saa faaer mit Hjerte Fred.
Nei, Moder! kysser jeg din Mund
Og hører Hjertet slaae,
Saa maa jeg tænke paa den Stund,
Da ved hans Bryst jeg laa.
Hvor jeg saa vandrer hen paa Jord,
Hans Billed i min Tanke boer;
O, siig mig dog, hvis du det veed:
Naar faaer mit Hjerte Fred?
»Foroven klager Bølgens Mund,
Og aldrig faaer den Ro;
Forneden, paa den dybe Bund,
De tause Blomster groe.
Foroven sukker Bøg og Lind,
Forneden tier Storm og Vind;
Naar du i Graven lægges ned,
Saa faaer dit Hjerte Fred.«