Græd, Jerusalem! lyt til min Harpes Toner;
See! til dens Klage bøie sig Cedrens Kroner.
Israels Konge-Stad! lad din Taare trille;
See! paa Marken sørge selv Dyrene vilde.
Græd, Judæa! lad Sløret dit Ansigt skjule;
Sorrigfuldt synge i Luften Himlens Fugle.
Klagende suser det i Cypressens Grene,
Bølgen risler med Sorg over Bækkens Stene.
Himlen selv har lukket sit klare Øie,
Alle de Blomster smaa til Jord sig bøie.
Stille lyder min Sang ved Kedrons Kilde,
Vindene paa min Harpes Strænge spille:
»Vee dig, Zions Datter! hvad har du tilbage,
Nu, du har mistet ham, din kjærlige Mage?«
»Ikke du meer din sorte Lok skal pryde,
Eller den duftende Myrrha om dig gyde.«
»Aldrig smykke din Hals med Perleglandsen;
Tabt er den reneste Perle nu af Krandsen.«
»Hyllet i Enkens Slør skal du stille græde,
Taarens Dugg dine blegnede Kinder væde!«
Ja, Jerusalem, græd! Du skal aldrig drikke
Meer din Trøst af de lyse, kjærlige Blikke.
Selv har du Lyset slukt i det milde Øie; —
Vee dig, Israel! af Sorg sig Cedrene bøie.
Nærved Davids Stad en Høi sig hæver
Eensom paa den øde Slettes Bryst;
Ikke Blomstens Aande om den svæver,
Eller Fuglens tonerige Røst.
Den er gold, som Klippens nøgne Stene,
Krandses ei af Somrens gyldne Pragt;
Vintren er dens Brudgom, derfor ene
Staaer den nu i vinterlige Dragt.
Ene staaer den, som et evigt Minde,
Reist af Døden over Syndens Grav,
Om dens Hoved suse Nattens Vinde,
Og dens Drik er bittre Taarers Hav.
Sjelden Israels Søn dens Sti betræder;
Kun naar Smerten hviler paa hans Bryst,
Gaaer han did og sætter sig og græder
Over svundne Tiders tabte Lyst.
Men hans Søstre med de mørke Lokker,
Pigerne fra Kedrons grønne Dal,
Bange de sig fjernt fra Høien flokker,
Liig de unge Kid i Skovens Sal.
Saa paa Marken »Golgatha« alene
Staaer som en Ruin i Sorgens Dragt,
Solen skinner paa dets hvide Stene,
Som i Zion hist paa Templets Pragt.
Men idag — hvi er det nu man glemmer
Hjertets Frygt og strømmer did med Iil?
Hvorfor lyde livlig Folkets Stemmer,
Hvorfor vexler livfuldt Øiets Piil?
Er der Fryd i Israels Pauluner,
Er der Glæde hos Jehovas Folk?
Er der skeet blandt Herrens Børn et Under,
Og er derom Blikket Sjælens Tolk?
Ja, et Under er der skeet, som Jorden
Knap har Stemme til at tale ud.
Vee dig, Israel! hvad er du vorden:
Du har dømt din Herre og din Gud!
Mod Jorden bøiet,
Med Graad i Øiet
Messias vandrer fra Davids Stad.
Den saae ham stræbe;
Naar fra hans Læbe
Flød Ordets Kilde, den lytted glad;
Mens tusind Tunger
Hans Ære sjunger,
Den hæver Blikket, stolt af sin Søn.
Nu Fuglen ene
Bag dunkle Grene
Sin Afsked fløiter saa tyst i Løn.
Med Palmeblade
Dens Sønner glade
Bestrøede jublende Herrens Sti.
Nu ryster Lunden
I Afskedsstunden
Sit visne Løv, hvor han gaaer forbi.
En Skare følger,
Som Havets Bølger,
Der fraade hungrig mod Skibets Vrag;
Med Hadets Lue
De kom at skue
Hans bittre Taarer, hans Smertes Dag.
Fra Panden rinder
Ad blege Kinder
Hans Blod, det dyre, i Sandet ned;
Og frem der kommer
Blodrøde Blommer,
Som evig vidne om hvad han led.
De see hans Kvaler,
Som Taaren maler,
Hans Blikkes Taalmod og tause Bøn;
De høre Sukket,
Skjøndt Læben lukket
Ei taler mere til Israels Søn.
Men deres Hjerte
Seer ei hans Smerte;
Thi det er iisnet, som Fjeldets Steen,
Som Nordens Vinde
Kan Bølgen binde,
Saa stivner Hadet hver Tanke reen.
Kun Skovens Grene
Og Markens Stene
Gav Herren Skygge og Støtte god.
Og Duggens Vande
Faldt paa hans Pande,
Og Kilden rislede ved hans Fod.
Men frem de vandre,
Og med de Andre
Nu Offret standser ved Altrets Fod.
Til Bøn han knæler,
Mens Øiet dvæler
Endnu paa Livet, som han forlod.
Hvor Blikket falder,
Hans Smerte kalder
En stille Taare fra Jordens Skjød.
Og Bjerget græder,
Og Bølgen græder,
Og Vinden klager ved Jesu Død.
Der ruller en Torden
Udover Jorden:
Det er Herren, som taler
Sin Dom over Israel.
Lynene bæve,
De glimte, de funkle
Fra Skyerne dunkle:
Jehova rammer
Med Øiets Flammer
Israels Søn.
Fra Klipperifter
Stormen vifter
Med Ørnevinger.
Den suser og svinger
Sig udover Landet,
Den hvirvler Sandet
Om Golgathas Top.
Fra Havet op
Imod Klippestrande
Slaae Dybets Vande.
De fraade, de skumme,
Og rullende brumme
I Bjergets Huler.
Natten skjuler
Judæas Gjerning
Med sit Slør,
Solflammen døer.
Frygtelig bæver
Jordens Indre;
Dale den hæver
Og Bjerge jævner,
Templets Forhæng revner.
Der lyde Stemmer
Af Gravens Hjem,
Og atter stige
Fra Dødens Rige
Længstforglemte
Skygger frem.
Med Tornekronen om den høie Pande
Og Kinden bleg, som Skum paa Havets Vande,
Judæas Konge med det milde Hjerte
Paa Korset hænger, viet Dødens Smerte.
Skjønt var dit Liv, men kort, som Sommerløvet,
Du Evighedens Tanke, iklædt Støvet!
Fred med din Død, som du var Fred i Livet,
Din Daad er endt, og Himlens Fred dig givet!
Judæas Konge med det milde Hjerte
Paa Korset hænger, viet Dødens Smerte.
Men ved dets Fod staaer grædende hans Moder
Og Den, hvem høit han elsked som en Broder.
Tys! end før Dødens Engel Øiet slører,
En sagte Stemme de fra Jesus hører,
Som naar den fjerne Klokketone bæver
Og over Eng med Aftenvinden svæver.
»Forlad dem, du min Fader! ei de vide
Selv, hvad de gjør!« saa var hans Bøn den blide;
Og Jorden lytted til den kjære Stemme,
Til Herrens Ord, for aldrig dem at glemme.
Men mildt han sagde til sin gamle Moder:
»Han er din Søn, som mig han var en Broder!«
Og til Johannes: »See, det er din Moder!«
— Saa skiftede han Livets sidste Goder.
Da nedsteg Dødens Engel fra det Høie
Og nærmed sig med Sløret til hans Øie,
Det tætte Slør, som skjuler Jordens Trængsel,
Men er en Vinge for vort Hjertes Længsel.
»Det er fuldbragt!« og Tanken op han vender;
»O Fader! tag min Sjæl i Dine Hænder!«
Saa bøiede sit Hoved han og døde,
Bort fløi hans Sjæl og Legemet blev øde.
Med Tornekronen om den høie Pande
Og Kinden bleg, som Skum paa Havets Vande,
Judæas Konge med det milde Hjerte
Paa Korset hænger — endt er Dødens Smerte.
Græd, o græd! thi Jesus hviler i Graven,
Den er visnet, den fagreste Blomst i Haven,
Den kjærlig duftende Rose, den rene Lilie,
Det milde Hjerte, den stærke, faste Villie.
Stille, stille! thi Jesus i Graven sover,
Jordens skuffende Drømme hans Bryst gaaer over.
Smertens Bølge ei meer hans Hjerte vugger,
Og over Jordens Brøde hans Sjæl ei sukker.
Græd, o græd! thi Jesus i Graven hviler,
Aldrig hans milde Øie til Israel smiler.
Lyset er slukket ud i Judæas Dale,
Og om Sjælenes Nat vore Taarer tale.
Stille, stille! thi Jesus i Graven sover,
Lyset bølger hisset i skinnende Vover.
Ned over Jord fra et evigt Væld det strømmer,
Jordens Søn i dets Arm om Evighed drømmer.
Skjult for vort Blik Messias hviler i Graven;
Den er visnet, den fagreste Blomst i Haven.
Sørgende ned dens Søstre til Jord sig bøie,
Og der perler Graad i hvert Blomsterøie.
Men han er ikke død; han sover i Jorden,
Og af Blomstens Frø er en kraftig Spire vorden.
Frem der blomstrer et Træ, i hvis svale Skygge
Jordens Slægter et evigt Paulun skal bygge.