Hvor mod Jordans Strande
Bølgerne slaae op,
Og de høie Vande
Stænke Stenens Top:
Breder sig en Slette,
Stor, med Blomsterduft;
Aftenvinde lette
Svale Sydens Luft.
Palmetræet gynger
Høit det grønne Blad,
Fugleskaren synger
Under Løvet glad.
Høstens modne Drue,
Rankens gyldne Frugt,
Funkler i sin Lue
Blandt Oliven smukt.
I en Bue hvælver
Jordans Eng sin Barm,
Og om Høien skjælver
Bølgens bløde Arm.
Hør! paa Sletten lyder
Hist en mægtig Røst!
Hvo er det, som tyder
Tidens store Brøst?
Høit hans Stemme klinger
Iblandt Israels Børn,
Og med stærke Vinger
Flyver Aandens Ørn;
Maner i hvert Hjerte
Skræk og Anger frem,
Kalder Bod og Smerte
Op fra Sjælens Gjem;
Høi, som Bølgens Brusen,
Som Basunens Klang,
Stærk som Stormens Susen
Over Sephals Vang.
Er det Zions Dommer,
Ventet længst i Løn?
Er det Ham, som kommer?
Er det Herrens Søn?
Eller kun en Lærer,
Sendt af Israels Gud,
Der til Jorden bærer
Magtens store Bud?
Ei er han Messias,
Nei, hans Engel kun;
Aanden af Elias
Taler fra hans Mund.
Gjennem Ørken lyder
Høit Johannes’s Røst,
Seklers Spaadom bryder
Vældig af hans Bryst.
Hvad de Gamle skimted
Bag et Taageslør,
Svage Haab, som glimted
Hos Propheter før;
Hvad som Drømme svæved
Gjennem Fortids Nat,
Bange Suk, der bæved
Efter Frelsens Skat;
Hvad forlængst de skued
Kun som dunkle Syn,
Naar i Mørket lued
Glimt af Aandens Lyn:
Alt hos ham alene
Havde Herren lagt,
Ei forjættet ene,
Nei, til Sandhed bragt.
Havde til hans Tunge
Givet Stormens Røst,
Ord, som kunde runge
Over Jordens Bryst;
Som i Aandens Ørken
Dræbte Tankens Blund,
Kaldte Sjælestyrken
Fra dens dybe Grund.
Over Bjerg og Dale,
Gjennem Ørknens Sand
Gik han, og hans Tale
Fyldte Herrens Land.
Og Judæas Sønner
Lytted til hans Røst;
Inderlige Bønner
Steg fra deres Bryst.
See! sin Fod han standser
Da paa Jordans Eng,
Der, hvor Bølgen dandser
I en Blomsterseng.
Og han døbte Folket
Der med jordisk Daab;
Og hans Stemme tolked
Tidens rige Haab.
Søn af de henrundne
Dages gamle Pagt,
Minde om de svundne
Tiders strenge Magt;
Vidne om det milde
Rige, som er nær,
Og om Livets Kilde,
Aaben for Enhver;
Staaer han, Herrens Engel,
Som et Baand, der smukt
Knytter Blomstens Stængel
Til den rige Frugt.
Om den stærke Skulder
Hænger Kappen bred,
Haarets Bølge ruller
Over Brystet ned.
Om Prophetens Lænder
Sig et Belte snoer,
Kraften i hans Hænder,
Som i Ordet boer.
Jorden er hans Leie,
Flodens Vand hans Drik;
Thi til Arv og Eie
Haardførhed han fik.
Og med Tillid venter
Han paa Herrens Bud,
Medens Hjertet henter
Mod og Trøst hos Gud.
Thi han veed, at længe
Skal han vandre ei
Over Jordans Vænge,
Og paa Ørknens Vei.
Snart hans Tid er omme,
Snart er endt hans Kald,
Og en Større komme
Til Judæa skal;
Som med Aandens Luer
Døber Israel,
At i ham det skuer
Livets rige Væld.
Og om ham han taler,
Og paa ham han troer,
Og Enhver husvaler
Han med Frelsens Ord.
Nat det er, men nær den lyse Morgen,
Duggen triller alt fra Palmens Blad;
Og, som Haabet lyser gjennem Sorgen,
Stiger Dæmringen af Bølgens Bad.
Sagte ruller den de lyse Strømme
Over Horizontens dunkle Bryst;
See! da flygter Stjernen med de Drømme,
Der i Søvne skjænked Hjertet Trøst.
Jordans Bølge høiere sig hæver,
Ryster Nattens Lænker af sin Arm,
Derpaa kjærlig kyssende den bæver
Over Blomsterne paa Engens Barm.
Langsomt svæve Taagerne mod Skoven,
Skjule sig bag Olietræets Green,
Mens en munter Sangfugl alt foroven
Fylder Luften med sin Stemme reen.
Hist paa Sletten, hvor den høie Palme
Gynger sig i Luftens friske Bad;
Ved dens Fod, hvor Blomsten ei kan falme,
Venlig skygget af det grønne Blad:
Ligger dybt i Søvn den høie Lærer,
Han, Propheten, med det strenge Ord.
Markens kolde Steen hans Hoved bærer,
Og hans Leie er den haarde Jord.
Morgenvinden hvisker til hans Øre,
Drømmens Farver spille for hans Blik;
Flodens Brusen kan han dunkelt høre,
Og den klinger som en fjern Musik.
Rundt omkring ham Israels Sønner hvile,
Hyllede i Kappens mørke Fold;
Dækket er det sorte Øies Pile,
Skjult dets Flammer under Brynets Skjold.
Oldinger og Mænd, selv Børn og Kvinder
Fængsled Ordets underlige Magt;
Ham de fulgte hid, hvor Floden rinder,
Gjennem Ørk og Slettens Blomsterpragt.
Tys! Bag Skoven Hyrdehornet klinger,
I det Fjerne svarer det igjen;
Og fra Høi til Høi paa løste Vinger
Bærer Morgenvinden Tonen hen.
See! Propheten af sin Slummer vækkes,
Aanden kalder ham til Floden ned.
Hist, hvor den af Skovens Skygger dækkes,
Venter Jesus ved den krumme Bred.
Barnet, der, med Fromheds Glands i Øie,
Tolked Skriften klart i Templets Hal,
Stod som Mand, at hente fra det Høie
Styrke til at røgte tro sit Kald.
Herrens Søn var moden, nu til Daaben,
Evigheden skjænked ham sin Aand;
Denne blev hans Kraft, hans Høiheds Vaaben,
Og med den han sprængte Dødens Baand.
Det er Tid — og Bølgen ruller stille,
Kysser rislende den Høies Fod;
Flodens Vande som en speilklar Kilde
Skylle over Olietræets Rod.
Og der bliver stille rundt i Luften,
Og der bliver tyst i Skovens Sal;
Fuglen synger ei, og Blomsterduften
Spredes ei af Morgenvinden sval;
Skjult bag Træets Løv Gazellen standser
Sine Fødders luftiglette Flugt.
Det er Tid — alt Jordans Bølge krandser
Jesu Skulder med sin mørke Bugt;
Mægtig svulmer Floden; stærke Strømme
Skjule Øiet, Panden, Haarets Pragt.
— Og en Stund er Alting som i Drømme,
Sorgens Nat er over Jorden lagt;
Dybt et Suk fra Verdenshjertet trænger,
Som med ham det misted Aandens Liv;
Smertens Graad som Dugg i Palmen hænger,
Og om Savnet hviske Flodens Siv.
Kun en Stund — da hæver Jesus atter
Over Bølgerne sit Øies Glands;
Og igjen en navnløs Glæde fatter
Al Naturen, fylder Sjæl og Sands.
Træet vifter med de grønne Blade,
Morgenvinden suser over Vang;
Skovens Fugle, jublende og glade,
Fylde Luften høit med deres Sang.
Solen aabner sine lyse Blikke,
Sløret ruller fra dens Aasyn ned,
Og de gyldne Strømme trindt udskikke
Over Jorden Liv og Kjærlighed.
See! han staaer, ombølget rundt af Straaler,
Høit paa Stenen over Flodens Bugt;
Opadvendt hans Blik, som om det maaler
Himlens Dyb og Skyens fjerne Flugt.
Over Sletten ud han rækker Haanden
Imod Bjerget hist, mod Zions Borg,
Og dens Børn velsigner han i Aanden
Halv med Kjærlighed og halv med Sorg.
Himlen aabnes, Skyerne sig skille,
Og der strømmer Glands fra deres Bryst;
Som fra gyldne Strænge, Toner milde
Hilse Israels Konge, Jordens Trøst.
Folket lytter hist i Palmeskoven
Undrende til Himmelharpens Klang,
Hvor den iler, dalende fraoven,
Lydt med Morgenvinden over Vang.
Hør! da ruller der en mægtig Torden,
Og et Stormveir over Sletten gaaer,
Og de vende deres Blik mod Jorden,
Skjule sig bag Skovens dunkle Haar.
Men Guds Aand nedover Jesus daler
Som en sneehvid Due gjennem Sky;
Og i Stormen Herrens Stemme taler,
Vidner høit udover Land og By:
»Denne er min Søn, den Elskelige,
Ham, i hvem jeg haver Velbehag!«
Men han vandrer langsomt bort fra Floden,
Og imøde gaaer sit høie Kald;
Mod Jerusalem han vender Foden,
Der at reise Aanden fra dens Fald.