Tyvende Sang
Sandsigere og Troldmænd.
Sandsigere og Troldmænd.
Nu skal jeg giøre Vers om nye Kvaler,
Og give. Stof til tyvende Sang af dette
Mit første Digt, der om de Siunkne taler.
Jeg stod alt færdig til mit Blik at rette
Ned i det aabne Dyb, som Strømme væde —
Af angestfulde Taarer fra de Slette.
Der saae en Slægt jeg vandre taus og græde;
Rundt giennem Dalen gik saa langsomt Troppen,
Som de, der hisset Litanier kvæde.
Og da mit Blik steg dybest ned fra Toppen,
Saae jeg, hvor sært Enhver med Halsen svaied,
Fra Hagen til Begyndelsen af Kroppen,
Saa bort fra Brystet sig hvert Aasyn dreied;
Og baglænds maatte gaae de usle Seller,
Thi Synet fremad ikke meer de eied.
Maaskee om En og Anden man fortæller,
Hvem Lamhed før fordreiet har saalunde
Jeg har ei seet det, troer det ikke heller.
O Læser! Hvis Gud Herren dig vil unde
Frugt af din Læsning — ved dig selv du tænke,
Om tørre mine Øine blive kunne,
Naar paa vort Billede de ned sig sænke,
Og see det saa fordreiet, at Øiets Taare
Maa rinde nedad Ryg og Bagen stænke.
Forsandt, der græd jeg, lænet mod den haarde
Fieldspids, indtil for mine Øren løde
Min Førers Ord: "Er ogsaa du en Daare?
Her lever Medynk først naar ret den døde.
Er der en værre Brøde vel, end denne:
Ved Herrens Dom med jordisk Ynk at møde?
Løft op dit Hoved! See paa ham derhenne,
For hvem Thebanerne saae Jorden revne;
Hvor vil du hen? skreg da hans Følgesvende,
Men brat fra Dyb til Dyb han styrted fage
Til Minos ned, hvis Kløer ei Nogen levne.
See, Ryggen har til Bryst han maattet tage!
Fordi sit Blik for meget frem han sendte,
Maa han nu baglænds gaae og see tilbage.
At han engang fra Mand blev til en Kvinde,
Og skifted Lemmerne, han hidtil kiendte;
De tvende sammensnoede Slanger finde
Han maatte først, og med sin Kiep dem ave,
Før han igien sin Manddom kunde vinde.
Hiin Mand, som vender Ryggen til hans Mave,
Forneden, hvor Carraras Bønder grave,
Ved Biergets Fod, der havde han sit Giemme
I Hulen, mellem Marmorblokke hvide,
Hvor Hav og Stierner for hans Blik laae fremme.
Hun der, som lader Nakkens Lokker glide
Nedover Brysterne, med omvendt Pande,
Og har alt Haaret paa den anden Side:
Og fæsted Bo, hvor jeg blev født med Tiden;
Det vil jeg, du skal høre, mens vi stande.
Da Bacchi Stad blev til en Trælkvind liden,
Og Døden Mantos Fader tog og Leder,
Gik hun i lang Tid giennem Verden siden.
Høit i det deilige Italien breder
En Sø sig ved de Alpers Fod, der skille
Af tusind Kilder eller flere trille
Fra Garda til Camonica de Vande
Der er et Sted i Midten, hvor forsande
Trentos og Brescias og Veronas Præster
Der Peschiera, skiøn og stærk, sig fæster
Hvor Bredden lavest er, for Trods at byde
Til Bergamos og Brescias Nabogiæfter;
Derhen maae alle Vande sammenflyde,
Der i Benacos Skiød ei rummes inde,
Og giennem Engene som Flod sig gyde.
Saasnart da Bølgerne en Munding finde,
De kaldes Mincio, ei Benaco længer,
Men først ned i en Slette Floden trænger,
Opfylder den med Sumpe trindt og truer
Om Sommeren med Pest de flade Vænger.
Da paa sin Vei den grumme Jomfru skuer
De Stykker Land, der op af Sumpen rage,
Udyrkede og folkenøgne Tuer:
Beslutter hun med Trælle did at drage,
Og ove der sin Konst, fiernt fra de Gode;
Der leved hun og lod sit Legem tilbage.
Det Folk, som adspredt rundt i Egnen boede,
Sig sanked siden der; thi stærkt betrygget
Var Den ved Sumpene, som rundtom stode.
Hvor først hun fæsted Bo, en By der bygget
Blev over hendes Been, og efter hende
Den strax med Navnet Mantova blev smykket.
Fleer Folk der boede før bag Stadens Tinde,
Bag Lys af Pinamonte lumsk derinde.
Husk det, og hvis du nogentid faaer høre,
At Mantuas Udspring skal et andet være:
Lad Løgnen ikke svige da dit Øre!"
Og jeg: Skiald, saa vis er mig din Lære,
Og griber saa min Tro og mine Tanker,
At Andres Ord kim slukte Kul mig ere.
Men stig, om blandt den Slægt, der hisset vanker,
Du skuer Nogen, som er værd at kiende;
Thi kun til det nu al min Hu sig sanker.
Da sagde han: "See ham, hvis Skiæg derhenne
Ad Ryggen falder ned i Lokker smukke!
At knap en Dreng der fandtes i en Vugge,
Var han Augur; med Calchas gav hans Øie
I Aulis Tegn til Touget at afhugge.
Euripiles han hed, og i min høie
Det veed vel du, som kan den heelt og nøie.
Den Anden der, som er saa tynd om Lænder,
Leg med den svigefulde Trolddom kiender.
Nok ønske, han ved Risp og Lær var blevet:
See! af Spaakvinderne, som fiernt har levet
Fra Naal og Væv, sorgfuld en Skare følger;
Med Urt og Billed har de Trolddom drevet.
Sig paa Halvkuglens Grændser alt i Voven,
Og rører ved Sibilia Havets Bølger.
Alt igaar Nat var Maanen fuld; fraoven,
Du mindes maa, heldbringende dig naaede
Dens Lys engang imellem dybt i Skoven."
Saa talte han, og frem vi ginge baade.