Femte Sang
Vellystige.
Vellystige.
Saalunde fra den første Kreds vi stige
Dybt ned i en, der mindre Rum omspænder,
Men saa stor Kval, at Aanderne maa skrige.
Der Minos staaer og skærer rædsomt Tænder,
De Dødes Skyld han prøver først, og dømmer,
Og som han Halen snoer, han ned dem sender.
Thi naar den onde Siæl af Livet rømmer
Og staaer for ham, da kommer Alt fordage;
Det Sted i Helved, der for den sig sømmer,
Seer han, som veed hver Udaad at ransage,
Han Halen om sig snoer saamange Gange,
Som Tallet af de Trin, den ned skal drage.
Een efter Een til Dommen gaae de Mange,
Og aldrig foran ham Thingkredsen tom er;
De tale, høres, derpaa ned de gange.
"O du, som hid til Sorgens Herberg kommer!"
Skreg han, da han mig skued, og tilside
Lagde sit store Hverv den strenge Dommer:
"Vogt paa din Indgang vel, og om du lide
"Kan paa din Fører; tro ei Veiens Bredde!"
"Skrig ikke!" lod til Svar min Mester vide;
"Stands ei hans Gang, den Skiebnens Love lede,
Saa vil man der, hvor hvad man vil, man kræver,
Spørg ikke meer, men ti og vær tilrede!"
Nu mærker jeg, at rundtomkring sig hæver
Sorgfulde Toners Lyd; nu staaer jeg inde,
Hvor mange Klageraab mig giennembæver.
Jeg naaer et Sted, hvor stumt alt Lys maa svinde,
Som brøler høit, liig Havet, naar der haster
Et Uveir over det, med fiendske Vinde.
En Helvedstorm, der ingensinde raster,
De piinte Siæle hvirvler giennem Lande,
Og ryster dem og hid og did dem kaster.
Naar foran Afgrundssvælgets Skrænt de stande,
Da høres Skrig og Suk og Hyl opstige,
Og høit Gud Herrens Almagt de forbande.
Jeg grant forstod: til slige Piinslers Rige
Fordømt maae Synderne i Kiødet være,
Som lod for deres Lyst Fornuften vige.
Som Vingerne de sorte Stære bære
Ved Vintertide bort i talrig Skare,
Saadan hiin Blæst de onde Siæles Hære.
Og hist og hid, og op og ned de fare;
Dem trøster aldrig Haab om Hviledage,
Ei heller blot om Piinsler mindre svare.
Og som naar Tranerne med Skrigen drage
Igiennem Luften frem i lange Rader,
Saalunde saae jeg Skyggerne med Klage
Fremblæses af det Veir, der ei aflader.
Thi spurgte jeg: Hvo er den Slægt herinde,
O Mester! hvem den sorte Stormvind hader?
Da gav han mig til Svar: "Den første Kvinde
Af dem, du spørger om, der hist sig fierne,
For mange Tungemaal var Herskerinde.
Hun til sin Brynde gav sig hen saa gierne,
At Lyst hun lod som Lov i Landet gielde,
For imod Skam og Last sig selv at værne.
Hun er Semiramis, og Sandsagn melde,
Hun efter Ninus kom, og var hans Mage;
Sultanens Land lød fordum hendes Vælde.
Troløs imod Sichæus’ Støv; ved Siden
Har hun Cleopatra, den vellystsvage."
Helena saae jeg, hun for hvis Skyld Tiden
Ulykkessvanger blev; Achil, den Priste,
Med Fingren fleer end Tusind mig i Stævnet,
Som deres Liv ved Kiærlighed forliste.
Da een for een min Lærer havde nævnet
Fortidens Damer nu og Riddere giæve,
Slig Ynk mig greb, at Sands mig knap blev levnet.
Jeg sagde: Gierne vil min Røst jeg hæve
Og som saa let for Vinden synes svæve.
Og han til mig: "Vogt paa den Stund, de røres
Af Stormen her forbi; naar da du beder
Ved deres Elskov dem, saa vil du høres."
Jeg mæler flux, da Vinden nær dem leder:
O, I sorgsyge Siæle! kom at tale
Med os en Stund, hvis ei det negtes Eder.
Liig Duer, som af Længsel kaldte, dale
Til Reden sød, med aabne, stille Vinger,
Af Villien baarne giennem Luftens Sale:
Sig Parret udaf Didos Skare svinger,
Og nærmer sig paa Luftens Strøm, den vilde;
Saa stærkt min medynkfulde Raaben klinger.
"O hulde Skabning, o du Venligmilde!
"Som søger op i Mørket os, der gøde
"Paa Jorden ud en blodigfarvet Kilde:
"Var Verdens Drot os blid og glemt vor Brøde,
"Da vilde for din Fred vi bede trolig,
"Fordi du føler Medynk med vor Møde.
"Siig hvad dig lyster vide i vor Bolig,
"Vi høre skal og give det tilkiende,
"Naar Stormen, som i denne Stund, er rolig.
"Det Land, hvor jeg er baaren, ligger henne
"For at faae Fred med sine Følgesvende.
"Elskov, som let hvert ædelt Hierte lænker,
"Ham med den Faurhed bandt i Jordens Dale,
"Som blev mig røvet — Maaden end mig krænker.
"Elskov, som vil, hver Elsket skal betale
"Kiærligheds Skyld, saa stærkt igien mig rørte,
"At end den følger mig i Dybets Dale.
"Elskov til en og samme Død os førte;
Og disse Ord fra Skyggerne jeg hørte.
Men ved de piinte Siæles Tale bukked
Mit Ansigt jeg mod Jorden som i Drømme,
Til Digteren mig spurgte: hvi jeg sukked?
Ak! svarede jeg da, hvormange Strømme
Af søde Tanker og af Længsler spæde
Har ledet til hiint Sorgens Skridt de Omme!
Og vendt imod de to, der var tilstede:
Francesca! mæled jeg, den Kval, I lide,
Af Sorg og Medynk faaer mig til at græde.
Men siig mig: paa de søde Sukkes Tide,
Hvorved lod Amor og hvordan Jer bindes,
At I de sagte Længsler fik at vide?
Og hun til mig: "En større Sorg ei findes,
"End at erindre lykkelige Dage
"I Vanhelds Stund; din Lærer selv det mindes.
"Men da saa stærkt dig disse Tanker drage,
"Vil om den første Gnist til Elskovsflammen
"Jeg nu fortælle dig med Graad og Klage.
"En Dag vi sad og læste til vor Gammen
"Vi aned Intet, ene sad vi sammen.
"Tidt giorde Bogen blege vore Kinder,
"Og vore Øine mødtes mange Gange;
"Men eet Sted er der, som os overvinder.
"Vi læste om, hvordan i Kysse lange
"Sig Elskeren til Smilet kiærlig trænger;
"Da kyssed han min Mund, skiælvende, bange,
"Ved hvem til evig Tid mit Hierte hænger.
"Og hele den Dag læste vi ei længer."
Mens hun fortalte mig sin Lyst og Møde,
Den Anden græd saa høit i Sorgens Haller,
At jeg af Medynk blev som om jeg døde,
Og faldt, som naar et livløst Legem falder.