Anden Sang
Vandringen.
Vandringen.
Det led mod Dagens Ende, Luftens Skygger
Befried alt fra Byrderne, de svare,
Hver Skabning, som paa Jorden boer og bygger;
Da rusted jeg mig, for mod Veiens Fare
Og mod min Ynk at bringe kiæk til Ende
Den Kamp, som Sangen her skal tro bevare.
Nu, høie Genius! Muser! Hielp I sende!
Du Tanke, som hvert Syn igien mig nævner,
Her skal din Adel læres ret at kiende!
Jeg talte først: Du Skiald, som fremmerst stævner!
Før med dig ad den steile Vei jeg stiger,
Du veie maa min Kraft, om jeg det evner.
At med forgængeligt Sandselegem inde
Han var i de udødelige Riger:
Men at den Gud, som er al Ondskabs Fiende,
Var Helten huld ved Tanken paa det Høie,
Kan ei forstandig Mand til Undren bøie.
Han var for Rom og for dets Keiserrige
Til Fader udseet af Alhimlens Øie,
Og de blev atter grundlagt, sandt at sige,
For Helligstedets Skyld, hvis høie Sæde
Den store Peders Eftermænd bestige.
Paa denne Vandring, lovprist i dit Kvæde,
Fornam han Ting, som Aarsag blev med Tiden
Til Seiren og til Pavens Purpurklæde.
Derind, for Kræfter til den Tro at sende,
Der aabner først al Frelses Vei i Striden.
Men hvor tør jeg gaae did, og til hvad Ende?
Jeg er Æneas ei og Paulus ikke;
Og Ingen kan til Sligt mig værdig kiende.
Vil derfor nu til Vandring jeg mig skikke,
En daarlig Ende, frygter jeg, det tager;
Dog, du er viis, bedst see vel dine Blikke.
Og som den Mand, hvem anden Tanke drager,
Saa hvad han vilde nys, ham nu ei huer,
Og raadvild han Begyndelsen forsager:
Saa gik det mig paa Kystens dunkle Tuer;
Ved Tanken jeg mit Forsæts Glød fortæred,
Som før Begyndelsen slog høit i Luer.
"Forstaaer jeg ret, hvad Talens Maal har været,"
Saa lød til Svar den høie Skygges Stemme,
"Da er du af den Feigheds Aand besnæret,
Der stundom kan en Mand saaledes hemme,
At fra hver Hædersdaad den faaer ham skrækket,
Som Blændværk kan ved Aften Dyret skræmme.
Paa det nu denne Frygt maa vorde svækket,
Saa hør, hvorfor jeg kom og hvad man talte,
Der, hvor du første Gang min Medynk vækked.
Saa skiøn og salig Kvinde fra det Fierne,
At glad jeg spurgte selv, hvad hun befalte.
Meer lyste hendes Blik, end nogen Stierne,
Og hendes Røst begyndte sødt at klinge,
Som Engle tale, saa jeg lytted gierne:
"Du ædle Siæl, hvem Mantua saae udspringe,
"Hvis Ry end lever efter dig som Skyggen,
"Og leve skal, mens Stiernerne sig svinge!
"Ham, der er Ven med mig og ei med Lykken,
"Saa haarde Trængsler paa hans Vandring hilde,
"Blandt øde Klipper, at han har vendt Ryggen.
"Jeg frygter, de ham alt saa svart forvilde,
"At da jeg spurgte først i Himlens Sale
"Hans Nød og reiste mig, det var for silde.
"Gak nu og hielp ham med din skiønne Tale,
"Med Alt hvad til hans Vandrings Fremme fører:
"Da vil med Trøst du ogsaa mig husvale.
"Viid, det er Beatrices Røst, du hører;
"Jeg kom fra Himlen, længes did tilbage,
"Til denne Vandring Kiærlighed mig rører.
"Dig priser jeg til Giengield alle Dage,
"Naar for min Herre god jeg stedes atter."
Hun taug, og jeg til Orde monne tage:
O Kvinde rig paa Dyd, du Himlens Datter,
Ved hvem alene Menneskens Afkom nyder
Priis fremfor Alt, hvad Maanens Kreds omfatter!
Saa kiært er mig dit Bud, at om jeg lyder
Det flux end, tykkes det mig dog for silde;
Ei giøres det behov, at meer du byder.
Men siig mig Grunden til, at fra det stille,
Det store Land, hvorhen din Længsel svæver,
Du ned i Jordens Midtpunkt stige vilde.
"Da du saa fuld Besked om Alting kræver,
"Vil kortelig, hun svared, jeg oplade
"Dig, hvi for dette Dyb jeg ikke bæver.
"Kun det man frygter, som kan fiendtligt hade,
"Som eier Kraft, saa det med Ondt os rammer,
"Alt Andet ei, som ei har Magt at skade.
"Guds Naade har mig skabt, saa al den Jammer,
"I lide her, kan ikke til mig komme;
"Mig brænder ei hünt Baal med sine Flammer.
"Der er en yndig Kvinde blandt de Fromme,
"Som ynkes over ham, hvis Nød dig kalder,
"Og hun kan bryde Himlens haarde Domme.
"Din Tiener tro er stedt i Angst og Kvide,
"Og om din Bistand for ham jeg bønfalder."
"Og hun, som Grumhed hader selv, den Blide,
"Flux iled hen, hvor i de salige Lande
"Hun sagde: Hielp, du Herrens Priis den sande!
"Den Mand, der elsked dig saa høit, at over
"Den lave Hob du hævet har hans Pande.
"Mon for hans Klageraab dit Øre sover?
"Seer du ei Døden, der ham overvinder
"Hist paa en Strøm, meer vild end Havets Vover?"
"Ret aldrig du en Mand saa hurtig finder
"Til Tab at flye og efter Vinding hige,
"Som mig, da med hiint Ord Lucia svinder.
"Jeg fløi herned fra Salighedens Rige,
"Med Lid til dine gode Ord, som ære
"Dig selv og Den, der hører dem, tillige."
Som saa hun havde talt, med Taarer svære
De klare Øine bort fra mig hun vender;
Meer hurtig mine Fødder da mig bære.
Jeg iler flux derhen, hvor hun mig sender;
Imod hiint grumme Dyr, som lukke vilde
Det skiønne Bierg, dig styrke mine Hænder.
Velan, hvorfor, hvorfor da staaer du stille?
Hvi vil slig Feighed du i Hiertet føde?
Hvi er din Kraft, din Freidighed saa lille,
Naar trende Kvinder, salige og søde,
I Himlens Kongeborg er dig saa hulde,
Og jeg dig spaaer slig Lykkes Morgenrøde?"
Som liden Blomst, naar Nattefrostens Kulde
Har bøiet den, ved Solens Skin i Dale
Oplukker sig og kneiser over Mulde:
Saa reiste sig min trætte Kraft af Dvale,
Godt Mod paany der strømmed til mit Hierte,
Og freidigen begyndte jeg at tale:
Hvor ynksom hun, der hialp mig i min Smerte!
Hvor god og venlig du, der villig lyder
Det sanddru Raad, dig Beatrice lærte!
Slig Vandringslængsel ved dit Ord du gyder
Mig i mit Sind, som nylig bange dvæled,
At nu mit Forsæt ikke meer jeg bryder.
Gaa kun! Een Villie har os nu besiælet;
Du Fører er, Du Herre, Du min Mester!
Saa lød mit Ord; da det jeg havde mælet,
Den steile, skovtilgroede Sti jeg giæster.