Fire og tyvende Sang
Fixstiernehimlen; fortsættelse. Om Troen.
Fixstiernehimlen; fortsættelse. Om Troen.
Hellige Maaltid, hvor Guds Lam Jer Alle
Bespiser saa, at aldrig Trang I spore!
Da Gud saa naadig ham har villet kalde
Til her, før Døden for hans Tid sig sænker,
At smage, hvad fra Eders Bord kan falde:
Saa skuer da hans svare Tørst, og stænker
Ham lidt med Dugg! I drikke af den Kilde,
Hvorfra det vælder ud, hvorpaa han tænker."
Saa mæled hun, og Siælene, de milde,
Svang sig paa Sphærers Viis om Poler faste,
Og som et Uhrværks Hiul, naar man vil kaste
Sit Blik derpaa, i afmaalt Gang sig dreie,
Saa eet at flyve synes, eet at raste:
Saa lærte disse Kredse mig at veie,
Altsom de langsomt eller snelt sig vendte,
Hvor stor en Rigdom hver besad i Eie.
Af den, jeg for den skiønneste erkiendte,
Saae jeg en Ild saa saligglad udtræde,
At ingen anden større Klarhed sendte.
Om Beatrice svang den sig med Glæde
Tre Gange rundt og sang saa sødt, at male
Kan ei min Phantasie sligt himmelsk Kvæde.
Thi gaaer forbi jeg, lader Penslen dale;
Selv Tankerne, end sige da vor Tale.
„O du min Søster, hellige og kiære!
„Din Bøn og varme Kiærlighed har revet
„Mig villig ud fra denne skiønne Sphære."
Da den velsignede Ild var stille blevet,
Henimod Beatrice den sig strakte
Og aanded ud de Ord, jeg her har skrevet.
De Nøgler til vor underfulde Lykke,
Som han med egen Haand til Jorden bragte!
Prøv ham, som du har Lyst, i hvert et Stykke,
Svært eller let, der om den Tro sig dreier,
Hvormed du vandred over Bølgerygge.
Om ret han elsker, troer og Haabet eier,
Det veed du vel, thi dine Blikke dvæle
Hvor Alt staaer tegnet, som det er og veier;
Ved Troens Hiælp, saa er det godt, du rører
Ved den, at til dens Ære han kan mæle."
Taus, indtil Mesteren med et Spørgsmaal kommer,
Som han fremsætter, ei til Slutning fører,
Saa rusted jeg mig nu, som bedst det frommer,
Med alle Grunde, for beredt at stande
Til slig Bekiendelse og slig en Dommer.
„Tal, gode Christen! og bekiend det Sande: —
„Hvad er vel Tro?" Ved disse Ord jeg hæved
Mod Lyset, der udaanded dem, min Pande.
Derpaa mit Blik til Beatrice svæved,
Der gav mig Tegn, at jeg udgyde skulde
Min indre Kildes Vand, som Flammen kræved.
Den Naade, mæled jeg, som hos vor hulde
Forkæmper under mig at skrifte, give
Mig at udtrykke, hvad jeg veed, tilfulde!
Og jeg blev ved: O Fader! Som ilive
Med samt dit Ord fik Rom til fromt at blive:
Tro er Substantsen i det Haab, vi nære,
Beviisgrund for de Ting, der sees ei kunne
Det synes mig dens Væsenhed at være.
Da hørte jeg: „Du svared ret saalunde,
„Hvis du forstod, hvorfor den regnes burde
„Iblandt Substantserne og hine Grunde."
De dybe Ting, tog jeg igien tilorde,
Som her afsløres for mig uden Standsen,
Er saadan skiulte for vort Syn paa Jorde,
At deres Væren ei er til for Sandsen,
Men kun i Troen, hvorpaa Haabet bygges,
Og fra slig Tro der videre maa rykkes
Ved Slutninger, foruden Hiælp af Øie:
Da hørte jeg: „Forstod de blot saa nøie
„Histnede, hvad de lære, kunde gierne
„Sophisten spare baade Kløgt og Møie."
Saa kvad hiin Kiærlighedens Flammestierne
Og føied dertil: „Prøvet er paa rette
„Viis denne Mønt, hvad angaaer Vægt og Kierne;
„Men har du den i Pungen? siig mig dette!"
Ja, svared jeg, saa rund og blank at skue,
At aldrig kan dens Præg i Tvivl mig sætte.
Og atter lød det fra den dybe Lue:
„Hiint herlige Klenodie, det sande
„Grundlag for hver en Dyd og god Formue,
„Hvorfra kom det til dig?" Og jeg paastande:
Den Helligaandens Regn, som rigt har stænket
Den nye og gamle Skrift med sine Vande,
Er Slutningskiæden, der hiin Tro har sænket
Saa dybt udi min Siæl, at imod denne
Er hver Beviiskraft magtesløs og lænket.
„Hvoraf du saadan Slutning har uddraget,
„Hvi maa du dem for Guddomsord erkiende?"
Og jeg: Hvad her mig Sandheden opdaged,
Har glødet Jernet og sin Ambolt slaget.
Til Svar jeg fik: „Hvad Borgen vil du skikke
„For at de Gierninger fandt Sted? Thi Sagen,
Af Verden uden Undere, var ene
Det selv et Underværk, som ei har Magen;
Thi du gik arm og hungrig ud alene,
Og planted trindt den gode Væxt med Glæde,
Der før bar Viin, men nu kun Tornegrene.
Jeg taug; da klang den hellige Hofstats Kiæde,
Og giennem Sphærerne Guds Lov jeg hørte
Til Melodier, som de hist kun kvæde.
Fra Green til Green, imens han Spørgsmaal giorde,
At alt vi ved de sidste Blade rørte,
Begyndte nu igien og tog tilorde:
„Hidtil har Naaden, som din Siæl tilsmiler,
„Oplukket mildt din Mund, som det sig burde;
„Saa med dit Svar tilfreds, jeg fremad iler,
„Du har for denne Tro, hvori du hviler."
Du troede paa, at imod Gravens Døre
Hist dine Been den Yngres overvunde!
Du vil, jeg sagde, jeg skal Rede giøre
Ei blot for Troens Form og Hovedgrene,
Men og dens Grund forlanger du at høre.
Jeg troer paa Gud, den evige, den ene,
Som, ei bevæget, Himlene bevæger
Beviis for denne Tro, der Tvivlen læger,
Ved Moses, Psalmer og Propheter, lyder
I Evangeliet, og af Eders Lære,
I, som Guds Aand opflammet har, frembryder.
Jeg troer paa tre Personer, der maae være
Een Væsenhed, saaledes Een og Trende,
At de kan taale sammen er og ere.
Hiint dybe Guddomsforhold uden Ende
Har Evangeliet opladt for mit Indre
Og lært paa flere Steder mig at kiende.
Sig siden til en Flamme klar udvider,
Som Herren, der et Budskab faaer, han lider,
Omfavner Tieneren med Tak og Gammen,
Naar denne har sin Nyhed endt omsider:
Saadan omkredsed her Apostelflammen
Mig trende Gange, da jeg havde mælet,
Velsignende og syngende tilsammen;
Med slig en Fryd min Tale ham besiæled.