Torbisten kravler af mørken Hul
Med fire Vinger saa prude;
De to, de vare som sorten Kul,
De to som Glar i en Rude.
Dem havde han pudset med megen Besked,
Alt med sin bageste Kralle;
At bejle til Fluen saa stolt han ved;
Den elsked’ han over alle.
Af Flødepotten søber saa net
Den liden og vævre Flue;
Saa flyver hun rundt omkring Spejlet let,
Hovmodig, ret som en Frue.
Torbisten sejler i Stuen ind,
Alt paa sine fire Vinger;
Han klapper den Flue ved liden Kind,
Og det med sin smudsige Finger.
„Skjøn Jomfru! imens I kvæder saa blødt,
„Ret som Fiolenes Strenge,
„Gift Jer med Bassen, saa ganger det sødt,
„Vi kunne da spille for Penge”
Hun vifter sin Kind med Fødderne smaa:
„Jeg takker for slig en Hæder;
„Skarnagere passer jeg lidet paa;
„De bære saa sværtede Klæder!
„Du Skorsteensfejer ej komme mig nær!
„Flyv til din Mødding derude!
„Hvor Moget du roder paa Kryds og Kvær,
„Alt med din kullede Snude.
„Jeg kysser Jomfruens Barm saa fiin;
„Jeg danser paa Kongernes Næser;
„Jeg spiser Sukker og drikker Viin; —
„Ad dig, du Stodder! jeg blæser!“
Bejleren tabte i Hast sit Vær;
Han snurrer og summer og brummer;
Den Spe han tog sig saa meget nær
Og krøb udi Jorden af Kummer.
Sommerfugl sidder paa Lilien prud,
Alt udi sin blommede Kjole;
Da Fluen flyver i Haven ud,
Hun vilde sit Ansigt sole.
Og da hun saae det pralende Dyr
I de rige forgyldene Klæder,
Da brød hendes Hjerte strax i Fyr; —
En Elskovsvise hun kvæder,
Den Spraglede slog med Kaaben om Fod:
„Hvad tænker du fattige Tærne?
„Du Mælkeraner! — Jeg er for god
„Til at slikke med dig af en Kjerne.
„Du søber, som Kattene, Lævning af Fad,
„Hvori de Skjæget mon væde;
„Dig følger Hvermands Foragt og Had,
„De gjerne med Skoen dig træde.
„Jeg drikker af det Alabasterbryst,
„Som Liliens Hjerte omhvælver;
„God Ruus jeg drikker af Draaben med Lyst,
„Som aarle paa Roserne skjælver.
Fluen gik næsten fra sin Forstand;
Hun maatte sig skamfuld bortliste:
„Nu faaer jeg vist aldrig nogen Mand!
„Hvi tog jeg ej den Torbiste”
Til Vinteren var hun en Jomfru graa,
Som Alderen hæsligt rakked’;
Da kunde hun Intet til Føden faae;
Hen til Torbisten hun lakked’.
Han ejer i Mødding en Stue varm;
Luunt sad han der inden Vægge;
Da sagde den Flue ussel og arm:
„Her er der vel Plads til os begge!
„Jeg elsker Jer saare; — den Tale er sand;
„Kan I jer Kjærlighed mindes?"
Torbisten er en fornuftig Mand,
Som saare sjælden forblindes!
Han sagde: „I pakke Jer fra min Dør,
„Eders Klæder ere saa pene!
„I husker jo nok, hvad I sagde mig før, —
„Jeg gjør dem saavist urene!“ —