Fabel(Hentyder til Striden mellem Baggesen og Oehlenschlæger.)Ørnen da den ganske HærBrat til Tinge sankerI det klare Morgenskær,Paa de grønne Banker.Den som under Himlen højOver alle Fugle fløj, Skulde Konge nævnes.Tyve Haner højt paa HaldSom Herolder stande,Og Basunens vilde SkraldLyder vidt om Lande.Fuglene fra hver en KystSamles til den stærke Dyst Om den stolte Krone.Der i Luften blev en KlangAf de mange Vinger,Som naar til en JulesangKristenklokke ringer.Ørnen vækker ingen Støj;Langsom, kongelig den fløj Over alle Fugle.Men en ussel bitter KnægtI dens Ryg sig putter,Ret en Dværg, hvis hele SlægtNu i Gærdet smutter.Og da Ørnen sagde Stop,Letter hin endnu sin Krop, Flyver nok en Alen.Vred blev da den hele Trop.Bister Gasen hvæser,Kokken rejser højt sin Top,I Basunen blæser.Og Kalkunens NæselapBlev saa blodigrød som Krap, Som en Busk han spanker.Ørn og Falk og Grib og HøgOg deslige HelteVil, at Dværgen for sin SpøgSkal til Døden svelte."Det er jo en evig Spe,Dersom saadant ringe Kræ Skal for alle raade."Ak, den usle TommeltotFaldt fra Ærens Høje!Muldvarphullet blev hans Slot,Der han Sult skal døje.Dybt i Kulen blev han bragt,Og en Ugle sat paa Vagt, Tog paa Fangen Vare.Uglen paa sin lodne FodRet ved FængselslaagenTvende Nætter trolig stod,Holdt sig tapper vaagen.Tredje Nat fik Søvnen Magt,Ind han slumrer paa sin Vagt. Kongen rømte Kulen.Nu er Uglen aldrig glad,Han ved Dag sig dølger,Alle Mands Foragt og HadHam for evig følger.Men ved mørke NattetidSteds han raaber: Vil du hid! Leder om sin Fange.Kongen er en fattig MandUden Tag og Bolig,Mindste Fugl i hele Land,Vilter og urolig.Steds han flyver ud og ind,Han er bange for sit Skind, Maa i Gærdet smutte.