I
Vivace.
Mel.: Tre trallande jäntor.
I vinterens gysende kærne,
da markerne hvidned af sne,
der tændtes en funklende stjærne, —
som Sirius var den at se.
Da vangen lå frossen og bleget
og linden stod sværtet og død,
bag isen på ruderne leged
en nellike blussende rød.
Da sanserne hungred af kulde
i vinterens livløse luft,
der vifted med ét over mulde
en nellikes krydrede duft.
Hvor vindene brodded’ og klamme
sig vælted og hyled og gol,
sang herlig en lutrende flamme;
dér varmed den kvægende sol.
De bud fra skærsommerens rige
med sollys og lød og musik, —
dem bragte en sød lille pige,
som aabned sit straalende blik.
II
Tempo di marcia.
Mel.: Fredm. Epist. nr. 38
(3. linie synges som 1.)
Urværket dikker, minuter drysser hen til dage,
malmen i tårnet sin hårde time slår;
uvisst er meget, men aldrig vender mer tilbage,
véd vi så sikkert, det nu, der var igår;
selv om vorherre
stilled på sit hoved sig,
tiden, desværre,
han stanser ej.
Ungdommens vårblomster, ak hvor såre snart de ender:
kragerne kreser, den gule lok er grå,
(hvis den da er), og hvor ondskabsfuldt, at tidens tænder
voxer og trives, mens vore de forgå!
Grådig den æder
ven og frænde, barn og brud,
riger og stæder
og drot og gud.
Dog kan den gamle med skaldenakken nok vi narre, —
ej ved at nøde ham til at holde hvil;
nej tværtimod: han har givet os en sogne-karre,
vi kan forvandle den til en verdens-bil;
vi kan minutet
vide ud som gummilast,
spændig og buttet,
men fuldt og fast.
Nuet har fylde, når, børen bag, ad hvide veje
hjulet os bær i det sommergrønne land,
når ved et skovbryn vi finder efter badet leje,
nyder vort måltid og sollys-jag på vand,
rolig vi drager
frydefuldt vort åndedræt,
verden er fager
og hjærtet mæt.
Nuet har fylde, når sent i stille nattestunder
efter vort dagværk os af en ædel bog
sig åbenbarer i sprogmusik et sangens under,
eller vi nemmer en tale dyb og klog;
og når en mester
fra sin ramme på vor dyst
øjnene fæster
og smiler tyst.
Selv må vi virke, men dyrker vi med klang vor have,
hegner os roser, og ej er livet goldt,
da kan vi vinde os varme hjærters lykke-gave
(hvem vil mon søge det tomme, som er koldt); —
da vel det hænder
til vort hus i nød og lyst
gaar vore venner
med fryd og trøst.