Det år, der svandt, du kære,
ej, som det burde, gik;
det bredte skygger svære,
for lidet sol du fik;
dog løfted kæk du panden
og drev af vejen fanden,
bag byens skrig og banden
du søgte blød musik.
Bliv ved med det, min dronning,
bær roser hjem af muld,
og kryst med vin og honning
dig årets kumme fuld; —
ak, om jeg kunde trylle:
dit liv med lykke fylde,
din vej hver dag forgylde
med solens rene guld!