lodsen i tågen
Damperen vugger i stridige strømme (et gammelt minde fra floden mod nord,
et pludselig luende lyn for min tanke, hvem kan vide, hvordan det kom
her, hvor jeg bier på solen fra søen, stirrende frem fra højen). —
Atter den fugtige morgen og tågen, drivende tungt mod dagen, der gryr,
atter den dirrende, stampende dampbåd bærer mig,
frem mellem frådvåde klipper, som næsten berører mig,
atter jeg sér den smalle og magre mandsling ved roret,
lyttende ind i den grålige dis, brynet hævet, mens hånden styrer.
havde jeg magt
Havde jeg magt at nå de største skjalde,
kunde jeg strø den skæreste skønhed, den stolteste pragt over levende liv,
måle mig med Homeros i slagets dybt-dundrende sange, i Hektor, Akilles og Ajas,
kunde jeg skabe Shakespeares sorgsyge skikkelser, tegne Tennysons fagre kvinder,
ejed jeg rigeste rytme, det fyrigste vid og guldrim vundne om dybe tanker, sangernes fryd —
dette, o hav! alt dette gav jeg glad og gærne,
blot du mig bølgens vovevuggen lod og lyden af dens brus
pusted dens friske ånde over mine vers
og lagde der din duft.
evindelig rullende strømme
Evindelig rullende strømme, ustandselig virkende magt!
Uséte kraft, snart samlende, snart skillende, så vidt som rummet spredes
mellem månen og solen og jorden og stjærnernes vrimlende hære .....
Der bringes budskab fra fjærne kloder, men hvem kan tyde de sære tegn?
Hvor er verdens inderste hjærte, livets forlener?
Hvad er det alt, denne samling af talløse ting
uden mål, uden grænse?
Disse så smidige omsvøb og vink, hvad betyder de?
— Ordet, der løser den vældige gåde, hvem griber det?
O, denne flydende, uhyre enhed!
Verden er mangedelt, dog er den samlet til et —
Sådan bærer et skib os henover havet.
havet ebber bort og dagen blegner
Havet ebber bort og dagen blegner,
søens kulde søger ind mod kysten,
duft af tang og salte bølger følger, —
klagende hvisker et mylr af munde fra hvileløst ilende vover,
dæmpede råb, der røber en brøde, bristende hulken og angstfulde suk over vandene,
utydelig trodsige lyd, som larmed urolig en truende mængde, fjærnt i aftenen, skjult i mørket.
Hvor de farer hen og ud! Hvor de mumler!
Sangersjæle, ingen nævner, kunstens herrer, ingen kendte, tunge råb om tabte, kære tanker —
elskov visnet uden gengæld, sorgfuld sang om bitre stunder, håbets sidste, døde ord,
vilde selvmordsskrig fra blege læber:
Bort herfra!
Bort til det bundløse øde og aldrig — aldrig tilbage!
Frem da! Til glemsel!
Frem, frem til jert værk, dølgende svindende strømme!
Frem, mens tiden er inde, rasende frådende ud gennem fjorden!
Dog hersker I ej alene,
dølgende ebbe, blege dæmring, tabte planer, bristede håb!
Svigende magter, guddommelig store! Jeg véd fuldt vel jert blændværks betydning.
Det er just jer, der atter bringer, når tidens svingende døre drejes,
flodens fylde og lysets liv — det er just jer, fra hvis stridige tvedragt
spirer og bryder i frodigste blanding,
vævet af natten, af søvnen og døden
fødselens evig klingende rytme.
stolt og statelig kommer floden
Stolt og statelig kommer floden, skummende, råbende rykker den nær,
lægger sig op ad den høje strandbred, bruser bringe bred ind imod land; —
der går en gysen af liv over jorden, alt bliver større —
skove og gårde, byernes gader, mænd, der vandrer til dagens virken.
Storsejl og merssejl ud over havet, — damperens røgstribe slørende solen,
flokketæt menneskebærende skibe, muntert mod fremmed land, muntert mod hjemmet —
ud fra de smækre, stigende stænger vinker det venlige flag, jeg elsker.
de blege, vidtstrakte vande
De blege, vidtstrakte vande vender mit blik mod mig selv, —
hvert bølgebrud drejer min tankegang indad,
hver vigende skygge, hvert vuggende lueblink vækker et minde
om glæder, om rejser, arbejdssomme timer, om tavse nætter og larmende døgnværk;
krigen jeg ser, lasareterne, slagene, døde og sårede står for mit øje —
jeg sér mig selv i mit skiftende liv, min ledige ungdom, min grånende ælde,
tre snese livsår samler jeg sammen, — hvad er så summen? Hvad er det værd?
Målt med hvert mål er det hensigtsløst. — Hvad er det hele? Et intet!
Ak, hvem kan vide? .... måske dog en dråbe i guddommens kilder — en bølge, en del af en bølge —
o mangelund rige, mangfoldige hav! — en bølge, som en af dine.
og endelig
Og endelig lyder forståelig for mig, o susende vande! jer dæmpede sang,
endelig fatter jeg, fjærnt på skrænten, de mystiske mennesketanker, I fører:
Loven, der leder jer stigen og falden, mærker mit eget inderste selv,
lever i hjærnen, der former min sang, lyder i stemmen, der sangen synger.