O, kvalfuld kvide! Armods bitre plage!
I sult og tørst og kuld din lod du kårer!
Du blues i dit hjærte for at klage,
men nøler du, den nøgne nød dig sårer,
og snart den blotter de fordulgte tårer.
Din trang dig tvinger, vil du eller ikke,
så du må stjæle, borge eller tigge.
Du dadler gud, og bittert du forkynder,
han skifter uden skøn de gode gaver;
med kiv og skældsord du mod næsten synder,
for du har lidet, han så meget haver.
Men vent — du siger — snart hans grav de graver,
da skal i lueglød hans legem brænde,
ti han gav ej de arme hjælp i hænde.
Kom hid og hør den vises ord og stemme:
»Bedre at dø end tiggerkost at tære«.
Selve din nabo vil dig såre skæmme;
hvis du er arm, hvo viser dig vel ære?
Tag end af vismands ord mod denne lære:
»Hvor ond hver dag, som fattigmand må stride!«
Forvar dig da, kom ej i denne kvide.
Hvis du er arm, din broder du forliser,
og hver en ven vil vige dine veje; —
o, rige købmænd, eders lod jeg priser,
I valgte kløgtig verdens bedste eje.
Hos jer tog luvslidt vinding aldrig leje,
I øser af en strøm, som ej vil standse —
I kan ved julegilde glade danse.