Over de mørke graner hviler den bløde sne,
vinden synger i sagte sus, og dun fra grenene drysser,
over det stivnede land ej levende liv at se;
søen skrider i sorte bølger og sukker mod strandens stene,
mulmet spirer af hver en vrå og jorden i dvale dysser,
og højt i den stille usynlige himmel tindrer en strålende stjærne alene.
Der fødes en sang på min tunge og festens fred i mit sind,
munden finder sit svundne smil og øjet sløres af væde;
over de hvide marker ringer de julen ind,
dybt det runger af tungt metal og klinger med sølvets stemme;
atter lever det lille barn og kender den gamle glæde,
der stiger en flod af de sødeste minder fra sjælens hellige, dunkle gemme.
Viftende lys i stage og rosenblads kære duft; —
husets mænd i den rene dragt om ovnen sidder og lunes,
— nylig de stævnede hjem over sø i den bidende luft; —
kvinderne breder til festlig nadver og virker med flinke hænder,
sleven rører den hvide grød, og gåsen i gryden brunes,
men børnene flokkes om farmors rok og kræver de sange og sagn hun kender.
Dans i den store stue om granens duftende vånd,
gubben, der træder med varsomt trin, og purken på trippende fødder,
knøsen med dunede kinder og pigen med flagrende bånd
slynger sig rundt om det grønne træ, hvis nåle i lysene knitrer,
buttede hænder griber i hob om æbler og brune nødder,
om strikkede klæder og stukne lin, om stål, der blinker, og glas, der glitrer.
Sang i den sene aften, når slægten samles om bord,
manden stryger det lyse skæg og løfter sit klare øje,
konen med hånd i skødet nynner de milde ord,
børnene kvidrer af spæde stemmer med runde, rødmende kinder;
strider sangen med søvnen, der søger de hvide pander at bøje,
de hæves på arme og hældes til bryst og bringes i seng af de kærlige kvinder.
Hesten stamper i stalden, og spurven pipper fra hæs,
ingen lyd fra de lave huse, og lyset er slukt bag rude;
højt jeg hører i natten et tog af skrigende gæs,
svagt de klager en stille kære og hastig mod hav sig fjærner;
ene drager jeg tryg i sind, mens alle sover på pude,
jeg ånder så let som et legende barn, og blikket søger de luende stjærner.
Ej jeg længes i løn at leve de år, der randt,
gærne giver jeg barnets fred for mandens rynkede pande;
under de tyngende tider en dyrebar fryd jeg fandt:
Den, jeg véd, som hæger min hånd og hilser med læber røde;
og vidløs uskyld har liden vægt mod ævnen at se og sande;
men dog er det fagert at dvæle en stund og mindes vemodig de kære, der døde.