Hvor let og varsomt fødderne hun flytted,
den røde valmu med sin hånd hun skærmed,
som om et lys mod vindens pust hun skytted.
Den røde valmu med de tynde blade
gav genskær på de lyse spæde fingre,
blomsten og hånden rødmed lige glade.
Persefoneia, sollys-gyldne pige!
Fra dagens glans du valmukranset kommer
og bringer glæde til mit skyggerige.
Blodfyldte blomst med duggens blanke tårer!
Dit bæger sætter langsomt jeg for læben,
du livner atter mine blege årer.
Jeg hader ting, hvis faste former svinder,
og dem, der ej endnu har formen fundet, —
småbørn, for modne roser, fede kvinder.
Den give svar, der bedre sligt forstår:
Er skarpe former ikke livets mærke?
Er døden ikke formen der forgår?
Henover høje bølger båden iler,
det hvide salte skum langs siden synger,
du ser på mig og uden frygt du smiler.
Ind over bådens stævn en bølge slår,
der drysser sølvstøv over dig, Marie,
og regnbuglorien vindes om dit hår.
Se havet sortner under bygens skygge!
Det kuler op. Flyv frem, min båd, flyv frem!
Husk på, du bærer Caesar og hans lykke.
Din lykke fly’r som falken i det høje;
fløjt efter den; kan hænde sig, den kommer —
pas på, den ikke hugger ud dit øje.
Hvad har du disse tunge ord behov?
Hvi kalder du ham synder og forbryder?
Han følger kun sit eget væsens lov.
En sikker sandhed, som kun lidt betyder!
Så gör den røde ræv, der går i rugen,
og dog vi angerløst den ransmand skyder.
Enhver, der kun til egen nytte stræber,
enhver, der bryder ud af togets række,
har altid friheds navn på sine læber.
Det ord kan ikke vække folk af døsen;
det gælder alles vel og ej den enes,
og det er lighed, der er tidens løsen.
Affældig knapt hun kunde foden flytte,
hun holdt sin stærke datter under armen,
tryg som et barn hun smiled til sin støtte.
Det er mit liv den tavle, jeg dig bringer.
Her skrives krimskrams af en fjantet pog,
til døden sletter det med myndig finger.