Fremad, o mø og mand, gå frem!
lad for dit land din vilje brænde:
Fældede mænd og hærjede hjem,
de er tegn, i vor fred er en fjende.
Sværdløs han sårer,
myrder i mag, hvem først han dårer,
drager i huset med latter og sang,
nævnes glæde, men følges en gang
ud af dør med fortvivlede tårer.
Længe vi bar et bittert navn;
håned af andres røst med rette
lukked vi synet, dyssed vort savn:
nu vor skam af vort skjold vil vi tvætte
Lifligste lære
vide om land vor gærning bære:
hærdes vi skal i et rensende bad,
dansk og drukken de skilles nu ad,
og vort navn vil vi eje med ære.
Er du kun gæv og glad i rus?
dyrt har du købt din døde glæde!
Øses din kraft af døsige krus?
den er svundet med druernes væde.
O, lad dem fare!
Djærvest er dåd af sanser klare!
syng af din sjæl før af bægerets bund!
Mand kan smile med fager mund;
rens din lyst, og den længe vil vare.
Herligste lod er mandigt lov:
frit og bevidst sig selv at råde,
føje sin hånd til rette behov,
ej at drive for vinden i våde;
tøjle sin tanke,
leve sit liv med hånd i hanke,
ikke at angre den dag, man forlod,
se sin vej, før man fæster sin fod,
og bestemme, hvor vidt man vil vanke.
Mød da hver mand til værn og vagt!
Stævnet om mer end guld vil gælde;
den, der har vilje, virker med magt
frie mænd af de rusende trælle.
Lær dem at blues,
giv dem den kraft, at ej de kues,
hæv dem af dyndet og lær dem at gå,
giv dem mandig og stolte at stå,
om af kommende kvide de trues.