Bag byens skarpe skyggerids,
hvor røgen giftig ulmer
og mur og tage svulmer
i stenet, dunkel død,
mod himlens rene stjærneloft
henover spir og tårne
på hvide vinger bårne
af nattens dybe skød
forbi det krumme måneguld,
som sejl på stille strømme
som svaners flugt i drømme,
de store skyer går.
Så tyst og let og højtidsfuldt
som bar de verdens smykke,
den perle-hvide lykke,
den fred, vi aldrig får.
Så tavse, blege drager de
som bar de bort vemodig
hver tanke, væn og frodig,
som dagens larm har dræbt.
Så rolig-stolt som gude-børn,
hvis sølverlyse klæder
aldrig på lave steder
i støv og sod har slæbt. —
Og milde minders kildevæld
sig gennem sjælen gyder,
mit bryst forynget bryder
den tørre ham, det bær.
Som når fra vindvets gitterjærn
en gammel, ensom fange
ser ud mod grønne vange
i aftensolens skær,
fra byens døde klippe-dyb,
hvor sot i luften svirrer
og lyset gustent stirrer
på gadens sorte dynd,
fra mængdens griske ulveglam
og møje, ingen mildner,
og lyst, som rusen ildner,
og slap og mager synd
jeg længes ud mod vange-muld,
hvor liv i alt sig dølger,
i markens blide bølger
og bøgens lyse bo,
hvor havets dybe vuggesang
vil stridens byrde fjærne,
og hver en mødig hjærne
sig banker trygt til ro.