Al min sans er fuld af sommer, solberust i sene høst,
for den lyse vang jeg mindes, hvor de gyldne blomster står,
og den brune fugl, der røber, hvad den tyste lund fordølger;
og det lette hav jeg kender, hvor det leger under kyst,
for jeg gøs og lo og brødes, båren frem af bløde bølger,
og de køle vover skylled mod et hedt og højnet bryst,
søens rene, salte ånde dufter i mit lange hår,
og en lyd af havets sange som en lokkeleg mig følger,
mens jeg vandrer myg og ene i min faders urtegård.
Se, kastaniens blade gulner, — hånd af lig med mulden lugt,
fra sin stængel mødig drysser rosen vissen, våd og brun,
og de spæde vinløvranker feberrødt ad muren flyder,
faldet løv i græsset gemmes, sort og skørt af fæld og fugt.
Ej jeg sørger, om det mistes; bedre gave høsten byder:
se, med røde kinder vinker æblets gyldenblege frugt,
grønlig-hvid den fulde fersken lyser gennem tætte dun,
og en sød og saftig pære af en mosset gren jeg bryder,
og jeg går og smiler stille under himlens grå pavlun.
Vågen lå jeg nys og hørte, stormens sorte hane gol,
det er tegn, at året vissent hælder mod sin frosne grav,
dog, om lyset selv forødes, ej min sommerlykke svinder,
Elskov lever i mit hjærte, Elskov er min tankes sol!
Se, han byder for min vilje, og med stærke bånd han binder,
ydmyg bad han, mens jeg lytted, og det lød, som han befol.
Hvor kan jeg med spæde hænder drive bort det dybe hav? —
Jeg, som længes dig i møde, medens lange timer rinder,
til, hvad nys jeg nød, jeg nyder, og jeg giver, hvad jeg gav.
Ræd jeg vendte bort mit åsyn, jorden gynged for min fod,
da du elskovs røde rose bleg og sitrende mig bød;
ej jeg voved den at plukke, ej jeg nænned den at vrage,
isens brand og ild, der isned, skifted i mit bange blod,
alle stjærner sang på himlen — var det jubel eller klage?
gærne bad jeg dig at blive, ønsked helst, du mig forlod,
da mit bud du vilde følge, hvad jeg fordred, jeg fortrød,
og jeg så’ dig ind i øjet, og jeg slog mit hår tilbage,
og en fin og flygtig lue gennem alle lemmer flød.
Var det synd, at ej du svigted, var min vilje veg og ond,
da jeg skælved for din styrke, til din lette hånd mig strøg;
lured der en lønlig brøde, da jeg vandred ved din side
og din arm var om min skulder, og min læbe ved din mund?
Hvem har føje til at vredes? Mig du volded ingen kvide;
i mit sind jeg ene ejer mindet om en fager stund,
hvert minut på gyldne vinger ilsomt gennem natten fløj,
aldrig aned jeg, at elskov bød så stærkt med ord så blide,
og med suk af fryd jeg fulgte, hvor de hvide enge røg.
Og det leger i mit hjærte, al min sjæl er lov og sang,
selv ej savnets kolde hunger øder mine lyse kår,
selv om anden viv du fæsted, har jeg lykken hel i hænde,
salig smiler jeg i drømme under løvets gule hang,
alle ser mig uden følge, ingen véd, at vi er tvende, —
er det nu et luftigt minde, var det lyd og liv en gang;
hvor et frø af lyst jeg lagde, mange lykkefold jeg får —
ingen øjner livets lue på min hvide pande brænde,
når jeg vandrer myg og ene i min faders urtegård.