Kære Frk. ***
— — — — Jeg er altsaa havnet her og spiser som sædvanlig tre Gange om Dagen. Jeg har een Elev, hvem jeg oplærer i Tugt og Herrens Formaning, dog navnlig i det sidste, thi Tugten har hans Forældre energisk frabedt sig... det er ikke umuligt, at jeg med Tiden vil kunne komme til at more mig ganske godt her, da der er megen Ungdom paa Egnen og megen Selskabelighed, og i Mangel af bedre kan man jo nok faa Tiden til at gaa med det....................
Paa det Samvittighedsspørgsmaal, som De stiller til mig i Slutningen af Deres Brev, maa jeg svare, at jeg trods Deres Misbilligelse ikke har synderlig Tro paa Kærligheden og dens lykkebringende Ævne. Jeg vil naturligvis ikke benægte, at der muligt gives enkelte Mennesker, som har vundet Kærlighedslykken, — lige saa lidt som at der gives en Kejser af Rusland; men jeg tror, at Bybud Mortensen og Student Hjalmar Brande kunde undgaa adskillige bitre Skuffelser ved at opgive ethvert Krav paa den russiske Kejsertrone. Jeg mener ingenlunde, at Folk skal være Asketer; de skal blot ingen Illusioner danne sig om Følelsens og den medfølgende Lykkes Evighed. Deri er De jo, som det lader, ikke enig med mig.......