鄭還詩
慈母手中線遊子身上衣
臨行密密縫意恐遲遲歸
誰言寸草心報德三春暉
Den kærlige Moders flittige Haand farer ud og ind mellem Silketraadene.
Hun syer Klæder til Sønnen, der skal ud at rejse.
Afskedstimen er nær, stadig sidder hun og syer med smaa, omhyggelige Sting.
Hendes Sind er uroligt; Sønnen kunde blive altfor længe borte fra Hjemmet.
Græsset og Blomsterne have ingen Fader og Moder, til hvem de kan tolke deres Hjertes Følelser.
Men en Søn er et Menneske, og han skynder sig at vende hjem til sine kære Forældre.
